Gå til indhold

SUNDHED

Ny dyr medicin hjælper mod eksem

Flere patienter har gavn af et nyt middel mod astma-eksem. Senest er indikationen udvidet så en yngre målgruppe nu også har gavn af medicinen. -Det er godt, at vi kan hjælpe, men medicinen er voldsom dyr. Vi er nødt til at få ekstra penge til de store ekstra udgifter, vi generelt oplever på medicin-området, siger Karin Friis Bach, der er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.

Hospitalerne har taget ny medicin i brug til unge fra 12-års-alderen, der lider af astma-eksem. Udbruddene kan give kløe, betændelse og udslæt, og kan påvirke børn og unges psyke voldsomt. Når ingen andre af de hidtil gængse behandlinger hjælper, kan lægerne i dag ordinere midlet Dupixent, der slukker for dén del af immunforsvaret, der er overaktivt, og derfor udløser eksemen.

Udbredelsen af Dupixent vurderes at give regionerne en voldsom ekstraregning i 2021. Alene i 2020 steg udgifterne til lægemidlet med 80 % i forhold til 2019, og allerede i de første fire måneder af i år har regionerne købt ind i mængder, der svarer til halvdelen af forbruget hele sidste år. Dermed er regionernes udgifter alene til dette ene lægemiddel gået fra lige under 9 mio. kr. i 2018 til knap 40 mio. kr. i 2020 – og med forventning om yderligere stigning i år. Midlet bruges til flere lidelser, men en pæn del af udgiftsstigningen skyldes, at både voksne og nu også unge med astma-eksem, nu får gavn af midlet.

Vi skal have råd til medicin, der virker

-Vi ser igen og igen, at der udvikles muligheder, hvor der ikke var et tilbud før. Og når nu ingen andre behandlinger virker effektivt, så er det rigtig godt, at vi kan hjælpe, når medicinen viser sig også at gavne de unge, siger Karin Friis Bach, og tilføjer:

-Udgiftsstigningen på medicinområdet skyldes i høj grad, at man nu kan tilbyde flere en løsning på deres lidelser, Og det er faktisk en tendens der ofte ses, pointerer Karin Friis Bach.

-Vi både vil og skal yde effektiv behandling. Men samtidig ser vi, at regionernes udgifter til sygehusmedicin er steget med 400 mio. kroner årligt i snit siden 2013. Og udviklingen, der for en stor dels vedkommende netop skyldes ny effektiv men dyr medicin, ventes at fortsætte næste år.

Regionerne forhandler i øjeblikket næste års økonomi med regeringen. Ekstraudgifter i sundhedsvæsenet generelt betyder, at de fem regioner samlet set har brug for 2,1 mia. kroner mere.

Flere stigende udgiftsposter næste år

-Hvis regeringen kun har fokus på at give os penge til at dække merudgifter som følge af en ældre befolkningssammensætning, så er det simpelthen ikke nok, når der også hele tiden lanceres ny medicin, lyder det fra Karin Friis Bach.

-Får vi ikke også penge til medicin og de mange andre nye behandlingsmuligheder, så må vi jo finde pengene andre steder. Personalet løber i forvejen stærkt, og pengene skal ikke tages fra de mange flere ældre patienter, som vi får de næste år som følge af den demografiske udvikling, siger Karin Friis Bach.

Alene den ændrede befolkningssammensætning koster i omegnen af 1 mia. mere næste år, mens medicin, nye og bedre behandlinger og øgede forventninger til sundhedsvæsnet ventes at koste godt 1 mia. oveni. Det er baggrunden for, at Danske Regioner i de nuværende økonomiforhandlinger med regeringen kræver 2,1 mia. ekstra for at dække næste års merudgifter til sundhedsvæsenet.

FAKTA

  • Dupixent er et biologisk lægemiddel, der er godkendt til behandling til voksne, og nu også til 12-17-årige.
  • Det kan være virksomt, når andre midler, som lysterapi eller salver -fx med binyrebarkhormon har for mange bivirkninger eller ikke er effektive nok.
  • Patienterne følges med kontroller hver 4. måned, og skal have indsprøjtninger hver 14. dag for at få gavn af medicinen
  • Behandlingen koster flere tusinde kroner hver måned pr. patient

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Naja Warrer Iversen, Centerchef og Vicedirektør
Center for Økonomi, Sammenhæng og Aftaler
T: 5151 1818

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Karin Friis Bach,
Formand for Sundhedsudvalget, regionsrådsmedlem
T
M 21 70 50 49
E karin.friis.bach@regionh.dk
Billede af Karen Friis Bach.
Relaterede nyheder

Læs mere