Siden 1. juli 2025 har virksomheder kunnet forhandle fortrolige priser på lægemidler, der sælges på apotekerne med tilskud. Forsøgsordningen løber frem til juni 2028 og skal skabe bedre muligheder for, at flere lægemidler kan opnå tilskud og dermed komme flere borgere til gavn.
Danske Regioners bestyrelse har 1. oktober 2026 besluttet, at den sundhedsøkonomiske og sundhedsfaglige vurdering af lægemidler omfattet af ordningen fremover skal forankres i Medicinrådet, som i forvejen foretager vurderingerne af sygehusmedicin. Amgros fortsætter prisforhandlingerne med virksomhederne.
Dermed får virksomhederne en model, der i højere grad svarer til den, regionerne allerede kender fra sygehusområdet: Medicinrådet vurderer, mens Amgros forhandler.
Amgros og vurderingskredsen har etableret en ordning, der hurtigt har tiltrukket flere ansøgninger end forventet. Overdragelsen af vurderingsopgaven skal blandt andet ses i lyset af, at Medicinrådet i januar 2025 overtog opgaven med at vejlede almen praksis om valg af tilskudsmedicin. I den forbindelse fik Medicinrådet også tilført et ekstra medlem udpeget af DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin).
Erfaringerne og den opbyggede kompetence inden for tilskudsmedicin gør det derfor naturligt, at Medicinrådet nu overtager vurderingsopgaven.
For virksomhederne betyder ændringen, at Medicinrådet fremover bliver indgangen til vurderingerne af, om lægemidlet med den forhandlede pris er økonomisk fordelagtigt for regionerne. Dialogen om de konkrete prisforhandlinger fortsætter med Amgros. Målet er en sammenhængende proces med klare roller og ansvarsområder.
Fremadrettet proces
Medicinrådet overtager den formelle sekretariatsfunktion 1. november.
Ansøgninger, der er modtaget før 1. oktober 2026, behandles færdig efter den hidtidige model. For ansøgninger modtaget efter 1. oktober varetager Medicinrådet den samlede vurdering, mens Amgros fortsat gennemfører prisforhandlingerne med virksomhederne.
Medicinrådets sekretariat får ansvar for den administrative og faglige understøttelse af vurderingsprocessen. Virksomhederne vil i den kommende periode modtage nærmere information om processer, kontaktpunkter og praktiske forhold.
Faktaboks: Forsøgsordningen om fortrolige priser på lægemidler til primærsektoren
- Ordningen blev etableret medio 2025 og varer frem til medio 2028.
- Siden opstarten har Amgros modtaget 13 anmodninger om prisforhandling. Alle indkomne anmodninger har ført til forhandlinger.
- Antallet af anmodninger har været højere end oprindeligt forventet.
- Fra 1. oktober 2026 varetager Medicinrådet de sundhedsøkonomiske vurderinger, mens Amgros fortsætter prisforhandlingerne.
Læs mere
Patienter med kronisk håndeksem får adgang til ny medicin ved hjælp af forsøgsordning