Gå til indhold

Sundhed

Regionerne vil give gravide med rusmiddelforbrug bedre hjælp

For tidligt fødte babyer, abstinenser, misdannelser, lav fødselsvægt, retardering, adfærdsforstyrrelser og omsorgssvigt. Listen af skader og mistrivsel hos nyfødte som følge af mødre, der har et skadeligt rusmiddelforbrug under graviditeten er lang. Derfor ønsker Danske Regioner at etablere specialiserede døgnpladser til de gravide.

- Gravide med et rusmiddelforbrug har brug for hjælp til, at de og deres nyfødte får mulighed for et bedre liv end det, de ofte kan imødese i dag, siger næstformand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Danske Regioner ser et stort behov for, at der oprettes et specialiseret døgnbehandlingstilbud til gravide med rusmiddelforbrug, så de hurtigere får målrettet hjælp. Tid er afgørende, fordi et fortsat forbrug af rusmidler kan gøre stor skade på det ufødte barn.

Tilbuddet bør indeholde muligheden for, at den gravide kan bo i trygge omgivelser samtidig med, at hun modtager en helhedsorienteret behandling. Hjælpen vil have fokus på den gravides rusmiddelforbrug, graviditet, fysisk og psykiske sundhed og familiens sociale og økonomiske forhold. Det vil gavne mødrene, der ligesom andre forældre, ønsker at give de nyfødte et godt liv.

(Tekst forsætter under illustration)

Illustration over sårbar gravid

Håb om penge på finanslov

Danske Regioner vil arbejde for, at der afsættes penge på næste års finanslov til at etablere den specialiserede døgnbehandling, der skal kunne trække på ekspertisen i regionernes familieambulatorier, børne- og fødeafdelinger og psykiatriske afdelinger.

Familieambulatorierne vurderer, at der på landsplan er cirka 80 gravide, der hvert år har et skadeligt forbrug af rusmidler og derfor har behov for et nyt og bedre tilbud med døgnbehandling i regionalt regi. I dag er tilbuddene mindre målrettede kommunale tilbud, hvor sagsbehandling kan tage lang tid.

Desuden takker gravide med et rusmiddelforbrug fx jævnligt nej til de nuværende tilbud, fordi behandlingen foregår sammen med personer med et mere voldsomt forbrug af hårde rusmidler.

En investering til gavn for børnene og samfundet

Familieambulatoriet i Region Midtjylland ser også et stort behov for et bedre tilbud til målgruppen:
- En graviditet kan være et vindue til en forandring for mange af kvinderne, og nogle har brug for mere hjælp end ambulant behandling, siger Merete Hein, der er lægefaglig leder af Familieambulatoriet på Aarhus Universitetshospital.

- De gravide med et rusmiddelforbrug kan være hjemløse og have svært ved at komme til aftalte behandlingstider. Derfor er det afgørende, at de får stabile rammer i form af et sted at bo med tilbud om døgnbehandling. På den måde kan de fx få substitutionsbehandling, hvis de får abstinenser midt om natten, siger Merete Hein.

Hun suppleres af Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner, der peger på, at der er gode erfaringer med lignende døgntilbud i både Norge og Finland:

- Vi vil nu invitere fagfolk og organisationer til en dialog om, hvad det konkrete tilbud skal indeholde. Vi vil bl.a. drøfte, hvilket behov der er for personale, og hvor mange steder i landet tilbuddene skal placeres. På den baggrund kan vi beregne det eksakte behov for midler til initiativet, lyder det fra Stephanie Lose.

- Det skylder vi både de kommende gravide, deres børn og økonomien på sigt. For vores vurdering er, at hvis vi hjælper bedre nu, så vil samfundet kunne spare store udgifter til behandling, specialtilbud og forsørgelse senere i livet, siger Stephanie Lose.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Stephanie Lose,
1. næstformand, regionsrådsformand
T
M 25 33 09 82
E slo@rsyd.dk
Næstformand i Danske Regioner Stephanie Lose
Relaterede nyheder

Læs mere

Nu får alle ansatte i regionerne ret til fuld tid

Siden 2020 har alt plejepersonale haft ret til at blive ansat på fuld tid. Nu har Danske Regioner besluttet, at man vil udvide den nuværende ordning til alle faggrupper i regionerne

Læs mere

- Bedre folkesundhed bør være en del af regeringsgrundlaget

- Vi skal systematisk indrette samfundet på en måde, som styrker folkesundheden både fysisk og mentalt, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau. Han mener, at en folkesundhedslov kan skabe rammerne om en hverdag med bedre sundhed og mere trivsel. Om det gælder skolelivet, beskæftigelsesindsatsen, fødevarepolitik eller adgangen til fællesskaber, så bør politikerne gå foran. Ikke færre end 71 organisationer ønsker sig nu en folkesundhedslov.

Læs mere

Udlandet kommer til Danmark for at blive klogere på sundhedsløsninger

Fælles globale udfordringer i sundhedsvæsnet har i de seneste år fået udenlandske beslutningstagere til at rejse til Danmark for at høste erfaringer omkring blandt andet digitalisering, supersygehuse og behandling af kroniske sygdomme. Samtidig har Danmark fokus rettet mod resten af Europa for at finde løsninger indenfor for eksempel rekruttering og psykiatri.

Læs mere

Danske Regioner hædrer den gode patientoplevelse med ny pris

Danske Regioner indstifter en ny pris, der stiller skarpt på den gode patientoplevelse. ”Prisen for Årets Patientoplevelse” hylder nyskabende initiativer, der forbedrer patientens møde med sundhedsvæsenet. Prisen uddeles på Regionernes Politiske Topmøde i marts 2023.

Læs mere