Gå til indhold

Økonomiaftale

Stram økonomiaftale for regionerne for 2023 på plads

Natten til fredag indgik Danske Regioner og regeringen en aftale om regionernes økonomi for 2023. Det blev en meget stram aftale, som kun akkurat sikrer dækning af de stigende udgifter i sundhedsvæsnet som følge af den demografiske udvikling. Aftalen betyder desuden, at regionerne må udskyde planlagte byggerier.

Ingen grund til hurraråb, men det var det bedst mulige resultat i den nuværende situation med høj inflation og begrænset økonomisk råderum.

Sådan lyder reaktionen fra formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, efter regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om næste års økonomi.

Aftalen betyder, at der tilføres godt 1 mia. kr. ekstra til driften af sundhedsvæsnet. Det svarer til de stigende udgifter som følge af den demografiske udvikling, altså at vi bliver flere og flere ældre.

- Pengene rækker til at dække den demografiske udvikling for det næste år. Jeg skal være ærlig og sige, at i lyset af de meget store udfordringer, som sundhedsvæsnet står overfor, havde vi håbet på mere. Men vi må erkende, at det blev en stram aftale i en ekstraordinær situation, siger Anders Kühnau.

I aftalen understreges det, at situationen i år er helt anderledes på grund af den høje inflation og krigen i Ukraine, der har betydet et meget begrænset økonomisk råderum som følge af forhøjede forsvarsudgifter.

3 milliarder til anlæg

Samtidig bliver der med aftalen sat knap 3 mia. kroner til anlæg. Pengene skal blandt andet bruges til at renovere og modernisere de gamle hospitaler.

- Vi har et stort behov for at renovere og modernisere vores bygninger. Det er vigtigt, at vi holder fast i at vedligeholde og forny vores hospitaler, så vi kan blive ved med at tilbyde behandling i høj kvalitet. Pengene rækker ikke til det behov, der er, og det vil vi mærke i regionerne, hvor vi kommer til at skulle prioritere, siger Mads Duedahl, formand i Region Nordjylland og medforhandler.

Etablering af ny teknologifond

Et af lyspunkterne i aftalen er, at regeringen og Danske Regioner sammen afsøger mulighederne for en helt ny teknologifond, som tidligere på ugen er foreslået af Danske Regioner og DI. Fonden skal løfte hele den teknologiske udvikling og digitaliseringen i sundhedsvæsnet, og dermed også bidrage til at løse den store udfordring med mangel arbejdskraft.

- Det glæder mig meget, at regeringen har taget godt imod forslaget om en teknologifond og er parat til at samarbejde om de næste skridt. Den betyder, at vi kan foretage det afgørende gearskifte og få frigjort tid og arbejdskraft i sundhedsvæsenet frem mod 2030. Det er en kæmpe og helt nødvendig opgave, siger Anders Kühnau.

Endelig fremgår det af aftalen, at regionerne på linje med aftalen fra sidste år kompenseres for udgifterne i forbindelse med Covid-19.

Læs mere

 

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau og formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima Mads Duedahl.
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Anders Kühnau,
Formand for Udvalg for Forhandlinger, Uddannelse og Arbejdsmarked, regionsrådsmedlem
T
M 2360 2768
E kuhnau@rr.rm.dk
Formand i Danske Regioner Anders Kühnau
Relaterede nyheder

Læs mere

Regionernes regnskaber overholder de aftalte rammer

Regionernes regnskaber for 2025 er offentliggjort hos Danmarks Statistik. Regnskaberne viser, at regionerne i 2025 brugte en halv milliard mere på psykiatrien, samt at regionernes udgifter til medicin er på et stabilt niveau.

Læs mere

De ansatte bakker op om ordningen med 72 timers behandlingsansvar

Evaluering viser, at det sundhedsfaglige personale på tværs af sektorer er glade for ordningen. Det vækker glæde hos regionerne, som forventer, at den fremover vil komme flere patienter til gavn. Regionerne vil nu bruge erfaringerne, når ordningen udvides til 96 timer for en bredere målgruppe.

Læs mere

- Vi bruger resultaterne til at gøre en forskel for patienterne, lyder det på OUH 

Næsten 9 ud af 10 patienter er meget tilfredse med deres hospitals-ophold. Det viser den nye store undersøgelse, LUP Somatik 2025, hvor hele 389.101 patienter har svaret på en stribe spørgsmål om deres hospitalsophold. I Odense fortæller en sygeplejerske, hvordan de bruger undersøgelsen på hendes afdeling.

Læs mere

Tre ud af fire patienter i psykiatrien er tilfredse med behandlingen 

75 procent af patienterne i voksenpsykiatrien svarer, at de ”i høj og meget høj grad er tilfredse” med dén hospitalsbehandling, de fik sidste år, mens tilfredsheden med børne- og ungepsykiatrien er 74 procent. Det viser over 10.000 svar i en ny stor Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, ”LUP Psykiatri 2025”.

Læs mere