Gå til indhold

Ny vejledning til at forebygge og håndtere chikane, trusler, hærværk og vold mod lokalpolitikere

Lokalpolitikere bliver i højere grad end tidligere udsat for chikane, trusler, hærværk og vold. Ny vejledning giver lokalpolitikerne konkrete redskaber til at forebygge og håndtere de situationer.

5 ud af 10 kommunalpolitikere har i en undersøgelse fra 2023 fra KL og Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet svaret, at de har oplevet chikane. I 2017 var det 4 ud af 10 i en lignende undersøgelse blandt kommunal- og regionalpolitikere.

Chikane, trusler, hærværk og vold kan på ingen måde accepteres. Det er en grundlæggende forudsætning for et stærkt og levende demokrati, at politikere har et godt arbejdsmiljø, kan give udtryk for deres holdninger og træffe demokratiske beslutninger for fællesskabet.

Derfor er Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner, KL, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) gået sammen om at opdatere vejledningen om chikane, trusler, hærværk og vold, som blev udgivet sidste gang i 2018.

Vejledningen sætter fokus på, hvad man som lokalpolitiker selv kan gøre for at forebygge og håndtere situationer, hvor man oplever chikane, trusler, hærværk og vold. Samtidig giver vejledningen også en række konkrete råd og strategier som oplæg til drøftelser i de enkelte kommuner og regioner.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at lokalpolitikere i stigende omfang bliver udsat for chikane, trusler, hærværk og vold. Det hører ingen steder hjemme. Men hvis man er så uheldig at modtage fx trusler, så er det vigtigt, man ikke oplever, at man står alene. Og derfor har vi udarbejdet en vejledning, som skal klæde lokalpolitikere bedre på til at forebygge og håndtere svære situationer. For det er helt afgørende, at vores lokalpolitikere trygt kan passe deres hverv og deltage i den offentlige debat uden at skulle kigge sig over skulderen, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

- At tage del i demokratiet er en af de fornemmeste opgaver, man kan påtage sig i vores samfund. Det er derfor vigtigt, at man føler sig tryg i arbejdet som lokalpolitiker. Selvom der til tider kan være en hård tone i debatten, skal man som politiker ikke acceptere at blive udsat for chikane, trusler, hærværk eller vold. Vores håb er, at vejledningen kan hjælpe lokalpolitikere med at forebygge og håndtere ubehagelige situationer, hvis de skulle opstå. Og så håber vi, at vejledningen er med til at bane vejen for drøftelser i kommunalbestyrelserne omkring det gode arbejdsmiljø, siger KL’s formand Martin Damm.

- Det er en hjørnesten for et velfungerende demokrati, at meninger kan brydes, og at ordet er frit. Derfor er det afgørende, at vi forebygger og forhindrer chikane, trusler eller i værste fald vold. Vejledningen er en vigtig mulighed for, at vi som politikere kan få hjælp eller selv handle på en måde, så vi undgår kritiske situationer, eller at de eskalerer. Jeg ser frem til, at vi drøfter vejledningen. Den er nemlig vigtig, for at vi kan bevare et velfungerende demokrati, hvor frygt ikke skal blive afgørende for, om man stiller op til et valg, eller siger sin mening som folkevalgt, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau. 

Læs hele vejledningen her: