Gå til indhold

Fertilitet

Gratis hjælp til andet barn udvides med midlertidig dispensation til kvinder over 40 år

Den 1. december træder Danske Regioners aftale med regeringen om gratis fertilitetshjælp til barn nummer to i kraft. Fra aftalens indgåelse den 18. juni 2024 og året ud dispenserer regionerne fra kravet om, at kvinder ikke kan henvises til fertilitetsbehandling efter at være fyldt 40 år. Det skal sikre, at kvinder der fylder år, kort inden tilbuddet udrulles, også får mulighed for hjælp.

Den 1. december styrker regionerne fertilitetsområdet, når kvinder og par får mulighed for at få gratis fertilitetsbehandling til andet barn. Det sker som følge af en aftale indgået mellem Danske Regioner og regeringen den 18. juni 2024.

Aftalen skal hjælpe til, at flere får mulighed for at få det antal børn, de ønsker sig.

Hjælp til kvinder i administrativ klemme

Tilbuddet om fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen omfatter kvinder indtil de fylder 41 år. Samtidig skal kvinder henvises til behandling, inden de fylder 40 år.

De gældende regler betyder imidlertid, at kvinder, der fylder 40 år i perioden mellem aftalens indgåelse den 18. juni og til aftalen træder i kraft den 1. december, falder uden for tilbuddet. Det gør de, da regionerne af juridiske årsager ikke kan henvise til et tilbud før, det er trådt i kraft.

På den baggrund har Danske Regioners bestyrelse derfor besluttet at indføre en dispensation i perioden 1. december til 31. december 2024.

- Det er rigtig glædeligt, at flere får mulighed for at skabe den familie, de drømmer om. Og vi skal sikre os, at flest mulige får gavn af tilbuddet. Derfor er jeg også glad for, at vi med en dispensation kan hjælpe de kvinder, der havner i en administrativ klemme, siger Christoffer Buster Reinhardt, formand for udvalget i det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner.

Dispensation gælder til 31. december

Dispensationsordningen betyder, at kvinder, der er fyldt 40 år fra og med den 18. juni 2024 kan henvises til fertilitetsbehandling til barn nummer to fra aftalen træder i kraft den 1. december og til udgangen af 2024.

Afgrænsningen indebærer, at det ud fra et fagligt grundlag er realistisk at gennemføre behandling, inden kvinden fylder 41 år. Det gælder blandt andet med hensyn til ægudtagning og -oplægning i forhold til kvindens cyklus og den forventede ventetid til opstart af behandling.

Fra 1. januar 2025 vil kravet om henvisning, før kvinden fylder 40 år, igen være gældende. Aldersgrænsen på 41 år for at modtage fertilitetsbehandling forbliver uændret. 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere

DH og Danske Regioner: Det er nu, vi kan skabe den nødvendige forandring på hjælpemiddelområdet

Regeringen og partierne bag sundhedsreformen og rammeaftalen på det specialiserede socialområde står lige nu overfor at skulle tage stilling til at forandre hjælpemiddelområdet. DH og Danske Regioner har fire konkrete forslag til, hvordan vi i fremtiden sikrer en hurtig og ensartet adgang til hjælpemidler til gavn for de mere end 300.000 danskere, der har brug for støtte i hverdagen.

Læs mere

2024 bød på 4.244 flyvninger og 10-års jubilæum for akutlægehelikopterne

Årsrapporten for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning 2024 viser et stabilt aktivitetsniveau for landets fire akutlægehelikoptere, en høj patienttilfredshed og et tilbageblik på de første 10 år med højtspecialiseret lægefaglig hjælp fra luften.  

Læs mere

Danske Regioner vil give bedre forhold til unge patienter  

Mange patienter er yngre, end vi tror. Næsten hver femte ung lider af kronisk eller alvorlig sygdom, og mange af dem besøger hyppigt hospitalerne. Danske Regioner opfordrer i et nyt udspil til, at hospitalerne i højere grad tager højde for de særlige behov og udfordringer, som unge har.

Læs mere

Ny aftale skal gøre det lettere at være digital borger i Danmark

Det skal være lettere for danskerne at få hjælp til det digitale fra deres pårørende via digitale fuldmagter, borgernes tillid til de offentlige digitale løsninger skal fastholdes, og digital suverænitet i den offentlige sektor skal fremmes. Det er blot nogle af formålene med den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner præsenterer i dag.

Læs mere