Gå til indhold

Behandling

Ny strategi skal være med til at sikre patienter målrettet og effektiv behandling

Regeringen og Danske Regioner lancerer en ny national strategi for personlig medicin med 13 konkrete initiativer, der skal bidrage til, at den enkelte patient får mere præcise diagnoser og en skræddersyet behandling. Det skal bl.a. medvirke til, at vi undgår overbehandling og reducerer bivirkninger og unødige indlæggelser.

Danmark har et unikt og stærkt udgangspunkt inden for personlig medicin. Med innovative forskningsmiljøer og et tillidsfuldt samarbejde på tværs af offentlige og private aktører, står vi i en gunstig position til at forme fremtidens sundhedsvæsen – ikke mindst inden for avancerede terapier, de såkaldte ATMP’er.

Men vi kan blive endnu bedre til at bruge eksempelvis sundhedsdata til at styrke tidlig opsporing af sygdomme og tilrettelægge individualiserede behandlingsforløb, der passer lige præcis til den enkelte patient.

Og det skal en ny strategi for personlig medicin, som regeringen og Danske Regioner har udarbejdet i fællesskab, bidrage til.

Med strategien afsættes der 90 millioner kroner over en treårig periode til 13 konkrete initiativer, der blandt andet skal medvirke til, at den enkelte patients ønsker, værdier og livssituation aktivt bringes i spil i løbet af et sygdoms- og behandlingsforløb. Og skabe bedre rammer for, at danske sundhedsdata og kunstig intelligens i endnu højere grad bruges til at skræddersy behandlinger, der virker for den enkelte.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

- Som mennesker er vi forskellige – både personlighedsmæssigt og genetisk – og vi reagerer forskelligt, når vi rammes af og behandles for sygdom. Den forskellighed skal sundhedsvæsnet og behandlingstilbuddene i højere grad tage højde for. Og med den nye strategi for personlig medicin sætter vi nu rammer for fremtidens patientbehandling, der skal være med til at sikre, at sundhedsvæsnet med udgangspunkt i bedre brug af sundhedsdata i endnu højere grad kan målrette behandlingen til den enkelte patient.

Personlig medicin kan eksempelvis tilbydes kræftpatienter, der gennem en genanalyse får præcis den behandling, der virker på sygdommen. Det kan også sikre, at den enkelte patient ikke tilbydes behandlinger, der enten ikke virker eller giver alvorlige bivirkninger.

Og via en målrettet opsporing og behandling kan man for eksempel også hjælpe børn med arveligt forhøjet kolesterol, og gennem en enkelt behandling tidligt i livet forebygge alvorlig hjertekarsygdom.

I Danmark har vi en stor mængde sundhedsdata. Det skaber et stærkt fundament og kommer patienterne til gavn, når det omsættes til nye og effektive behandlingsmuligheder, mener Danske Regioners formand Anders Kühnau:

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau:

- Personlig medicin handler først og fremmest om at give den enkelte patient en bedre behandling – med færre bivirkninger, hurtigere effekt og højere livskvalitet. I Danmark har vi nogle af verdens bedste sundhedsdata og biobanker. Derfor er vi også glade for, at vi med strategien styrker området yderligere med en national variantdatabase. Den gør det lettere for klinikerne at få overblik over, hvilke genetiske varianter der kan være årsag til sygdom. På den måde kan flere hurtigere få den rigtige hjælp, samtidig med at vi undgår unødvendige eller virkningsløse behandlinger.

Som led i strategien modtager Danske Patienter støtte til at etablere Nationalt Center for Brugersamarbejde. Centeret skal være med til at sikre, at patienterne inddrages i udviklingen af personlig medicin, og det glæder Danske Patienters forperson, Klaus Lunding:

- Vi i Danske Patienter bakker fuldt op om strategien for personlig medicin. Den gør behandlingen mere præcis for den enkelte – med færre bivirkninger, hurtigere afklaring og mere ro i et sårbart forløb. Det handler ikke bare om behandlingskvalitet, men om livskvalitet. Centralt i strategien står patienterne, som skal være i stand til at træffe oplyste valg, også når det handler om beslutninger, der kan få livsvarige konsekvenser. Det kræver klar information, reel dialog og tryg håndtering af data – og derfor skal udviklingen ske i et tæt samarbejde mellem myndigheder, fageksperter, patienter og pårørende. Det ser vi frem til at bidrage til.

Læs mere om strategien og konkrete initiativer her: 

 

Fakta

Ny strategi har fokus på patientforløb

Strategien for personlig medicin har til formål at:

  • Sætte patienten først: Sikre at patientens præferencer, værdier og livssituation aktivt bringes i spil i forebyggelse og behandling af sygdom.
  • Styrke rammerne for forskning i personlig medicin: Skabe stærkere rammer for forskning i personlig medicin, så ny viden hurtigt omsættes til gavn for patienten.
  • Gøre Danmark førende inden for avancerede terapier: Styrke Danmarks position som et af de førende lande i Europa til at udvikle, afprøve og tilbyde avancerede terapier som en del af patientbehandlingen, så patienter får hurtigere adgang til de mest effektive løsninger.
  • Frigive ressourcer i sundhedsvæsenet: Forbedre behandlingskvalitet og sikre en mere omkostningseffektiv anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer gennem dataunderstøttet målretning af forebyggelse og behandling.
  • Styrke Danmarks biobanker og sundhedsdatabaser: Sikre at data i endnu højere grad kan anvendes effektivt og på tværs af sektorer til gavn for patienter og forskning i international topklasse.
  • Bruge sundhedsdata og kunstig intelligens klogt: Anvende potentialet i de danske sundhedsdata og kunstig intelligens til at skræddersy behandlinger, der virker for den enkelte.
  • Udbrede personlig medicin på tværs af sundhedsvæsenet: Give flere patienter del i de muligheder, som personlig medicin giver.

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere

Medicinrådet får flere midler til at nedbringe sagspukkel

Regionerne øger Medicinrådets grundbevilling med i alt 41 millioner kroner de næste tre år. Rådet oplever lige nu et stigende antal ansøgninger. Pengene skal derfor sikre, at sagsbehandlingstiderne fortsat bliver holdt nede, så nye lægemidler stadig kan nå hurtigt ud til patienterne.

Læs mere

Ny overenskomstaftale på plads: Den skal støtte op om kortere ventetid, kvalitetsudvikling og digitalisering hos de praktiserende speciallæger

RLTN og FAPS har forhandlet en ny overenskomst for de praktiserende speciallæger på plads. Den gælder for perioden april-december 2026. Den nye aftale sikrer blandt andet 123 millioner kroner til flere behandlinger og undersøgelser hos de praktiserende speciallæger. Det skal nedbringe ventetiderne.

Læs mere

Ny aftale holder priserne i ro på apoteksmedicin

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen har indgået en ny aftale, der fastholder prisloftet på apoteksmedicin. Det skal skabe forudsigelighed for forbrugerne og begrænse væksten i regionernes udgifter til medicin.

Læs mere

Danske Regioner glæder sig over fælles forståelse af reform af almen praksis

Danske Regioner glæder sig over den fælles forståelse af reformen af almen praksis, som regeringen og Praktiserende Lægers Organisation mandag har præsenteret. Regionerne bakker op om reformen, som skal styrke det nære sundhedsvæsen og udvikle almen praksis.

Læs mere