Der er brug for mere pædagogisk uddannet personale, hvis kvaliteten i dagtilbuddene skal styrkes. Det kan blandt andet sikres gennem flere lærepladser til elever på den pædagogiske assistentuddannelse.
Det er regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) enige med Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Fagbevægelsens Hovedorganisation og FOA om i en ny trepartsaftale.
Med aftalen forpligter kommunerne sig på at oprette minimum 2.000 lærepladser årligt fra 2027 til 2029 på den pædagogiske assistentuddannelse. Det er inklusiv lærepladser til voksne elever med betydelig erhvervserfaring.
Med den nye aftale vil der fra 2027 blive oprettet 379 flere lærepladser sammenlignet med niveauet i 2024. Dermed forventes det, at flere af de ansøgere, der bliver afvist til uddannelsens grundforløb grundet manglende lærepladser, fremover vil kunne tilgå uddannelsen.
Flere lærepladser på SOSU
Aftaleparterne er derudover enige om, at flere lærepladser baner vejen for, at der i fremtiden vil være mere uddannet personale til at fastholde kvaliteten i ældreplejen og på landets sygehuse. Derfor indeholder tre-partsaftalen også et nyt og højere mål for minimumsantallet af læreplad-ser på social- og sundhedsuddannelserne.
Konkret forpligter kommunerne og regionerne sig på at oprette 6.500 lærepladser årligt på social- og sundhedsassistentuddannelsen og 4.500 lærepladser årligt på social- og sundhedshjælperuddannelsen fra 2027 til 2031. Dette er inklusiv lærepladser til voksne elever med betydelig erhvervserfaring.
De nye måltal er en stigning sammenlignet med i dag, hvor måltallene er henholdsvis 6.000 og 3.000 på de to uddannelser. De nuværende måltal gælder, indtil de nye træder i kraft fra januar 2027.
Løn under uddannelsen
Med trepartsaftalen forpligter kommunerne sig til at ansætte elever på 25 år eller derover på social- og sundhedshjælperuddannelsen allerede fra begyndelsen af uddannelsen. Der er tale om et ekstraordinært tiltag, som gælder i perioden fra den 1. januar 2027 til og med den 31. december 2029.
Løn under uddannelsen vil give mellem 6.600 og 17.200 kroner ekstra om måneden sammenlignet med SU for den enkelte elev. Aftalen skal dermed være med til at sikre, at flere vælger og gennemfører en social- og sundhedshjælperuddannelse.
Der vil i 2030 blive gennemført en evaluering af lønordningen med henblik på, at parterne kan have en drøftelse af ordningens effekter i forhold til tilgang og frafald på social- og sundhedshjælperuddannelsen.
- Uddannelsen til pædagogisk assistent bliver mere og mere populær. Men de seneste år er flere ansøgere blevet afvist. Derfor var det meget vigtigt for mig at indgå denne aftale, som sikrer flere lærepladser. Med mere uddannet personale i vuggestuer og børnehaver kan vi løfte kvaliteten til gavn for de mindste børn, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
- Som kommunale arbejdsgivere har vi et stort ansvar for at sikre, at der er nok dygtige faglærte medarbejdere til at løfte vigtige velfærdsopgaver – både nu og i fremtiden. Vi har særligt brug for flere social- og sundhedsassistenter– og hjælpere, og derfor sender aftalen her et tydeligt signal til alle, der overvejer at gå den vej.
- Vi har brug for jer, og der er gode muligheder for at få en elevplads. Samtidig er de pædagogiske assistenter en central del af det vigtige kvalitetsarbejde, der er i vores dagtilbud. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi nu skaber bedre muligheder for, at flere elever på den pædagogiske assistentuddannelse kan få en læreplads, siger formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm.
- Vores samlede sundhedsvæsen har brug for, at vi lykkes med at uddanne flere social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og flere pædagogiske assistenter. Med aftalen sikrer vi, at rammerne er på plads, så vi kan understøtte uddannelsen af flere faglærte bedst muligt. En vigtig del af det er også, at vi sætter ind imod frafaldet på uddannelserne. Vi arbejder allerede på at styrke samarbejdet mellem skole og oplæringsstederne, og med det nye SOSU-rejsehold bliver der skruet ekstra op for den indsats, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.
- For FOA er det vigtigt med en ny trepartsaftale, der sikrer flere faglærte social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i fremtiden. Det er helt nødvendigt for at styrke og udvikle vores velfærd. Det er godt, at aftalen rækker fem år frem i tiden, ligesom det er rigtig godt, at voksenelever på social- og sundhedshjælperuddannelsen nu vil få løn ligesom eleverne på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Det er et stort fremskridt. Nu skal det her blive til virkelighed, så vi kan tiltrække de elever, vi har så meget brug for. Det er lige så vigtigt, at vi også har fået hævet antallet af elever på uddannelsen til pædagogisk assistent. Der er stor søgning til uddannelsen, og pædagogiske assistenter er med til at give et kvalitets-løft for børn og unge i pasningstilbud og for borgere på det specialiserede socialområde, siger formand for FOA, Mona Striib.
- Vi sikrer flere faglærte, der kan sørge for omsorg og faglighed til vores ældre i hjemmeplejen, patienterne på sygehusene og til vores børn i dagtilbuddene. Treparten her er et godt eksempel på, hvordan regeringen og arbejdsmarkedets parter kan finde konkrete løsninger på de udfordringer med rekruttering, som vi står i, siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Nanna Højlund.
Aftaleparterne er enige om, at det fortsat på alle tre uddannelser er ambitionen, at der skal være en bred sammensætning af elevtyper, når det kommer til erfaring og alder.
Parterne mødes igen i 2029 og drøfter erfaringer med aftalen om den pædagogiske assistentuddannelse. Parterne mødes også i 2029 og følger op på udviklingen i tilgang, frafald og gennemførelse på SOSU-uddannelserne.
For at sikre, at flere gennemfører en social- og sundhedsuddannelse, nedsættes der med aftalen et SOSU-rejsehold. Rejseholdet skal i dialog med skoler og oplæringsvirksomheder understøtte en god implementering af allerede aftalte frafaldsinitiativer. Ønsket er, at det skal skabe mere sammenhængende uddannelsesforløb for eleverne.
Læs mere
• Læs hele aftalen (PDF)
• Læs mere om aftalen om en massiv investering i erhvervsuddannelserne her