Gå til indhold

Uddannelse

Længe ventet: Specialiseringsforløb for social- og sundhedsassistenter klar i september 2025

Fra september 2025 kan social- og sundhedsassistenter tage to nye, særlige specialiseringsforløb i demens og psykiatri. Uddannelserne bliver udbudt på professionshøjskoler i hele landet og er målrettet faggruppens behov for at håndtere stigende krav og kompleksitet.

Forløbene er tilrettelagt som formelt kompetencegivende videreuddannelse, og social- og sundhedsassistenten får papir på sine nye kompetencer. Forløbene har desuden en stærk kobling til praksis og drives i tæt samarbejde med arbejdsgiver.  

Ud over fagligt fokus på demens og psykiatri giver specialiseringsforløbene mulighed for, at social- og sundhedsassistenten kan styrke sine kompetencer inden for tværsektorielt samarbejde og borgernær kvalitetsudvikling.  

Forløbene er målrettet de social- og sundhedsassistenter, som ønsker at løfte deres faglige niveau samtidig med, at de vil blive i det borger- og patientnære arbejde.  

Behov for specialisering og rekruttering 

Der er brug for social- og sundhedsassistenter i borgernære funktioner.  

De demografiske fremskrivninger peger på, at der måske allerede i 2030 vil mangle op mod 17.000 social- og sundhedsassistenter. Det peger både på øget optag på grunduddannelsen og endnu bedre muligheder for efter- og videreuddannelse, og særligt muligheder for videreuddannelse som peger ind i det bor-gernære arbejde.  

Tilmelding sker lokalt  

Fra september 2025 kan social- og sundhedsassistenter starte på de to specialiseringsforløb.

Professionshøjskoler landet over tilbyder løbende nye holdstart, og forløbene er organiseret, så social- og sundhedsassistenterne kan deltage sideløbende med deres arbejde.  

denne hjemmeside kan der findes nærmere information om specialiseringsforløbene.

For tilmelding samt konkret information om startdatoer, indhold og struktur for forløbene kan den enkelte social- og sundhedsassistent få information hos sin lokale professionshøjskole.  

Baggrund og finansiering

Som led i en tidligere finanslov er der afsat midler til kommuner og regioner for at støtte ansatte i at deltage i specialiseringsforløbene. Arbejds- og styregrupperne bag initiativet inkluderer repræsentanter fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, FOA, Danske Regioner, KL og Professionshøjskolen Absalon.  

Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister:  

- Social- og sundhedsassistenter er nøglepersoner i vores sundhedsvæsen og ældrepleje, som vi slet ikke kan undvære. De yder hver eneste dag pleje og omsorg for blandt andre beboere på plejehjem, patienter på sygehuse og mennesker på bosteder. Og det er afgørende, at de er klædt fagligt godt på, når de møder beboere og patienter. Derfor har vi nu etableret to nye særlige specialiseringsforløb i demens og psykiatri. Udover at styrke social- og sundhedsassistenternes sundhedsfaglige viden og deres karriereveje, håber jeg, at efteruddannelsesforløbene kan være med til at tiltrække flere til uddannelsen og få flere af dem, som allerede er social- og sundhedsassistenter, til at blive i faget. For vi har allerede i dag og vil også i fremtiden få hårdt brug for dygtige social- og sundhedsassistenter.

Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister:  

- Det er ubetinget positivt, at vi giver social- og sundhedsassistenter nye muligheder for at blive dygtigere inden for deres felt. Borgerne får gavn af en øget kvalitet i behandlingen, og social- og sundhedsassistenterne får viden og redskaber til at løse opgaver på endnu bedre vis inden for psykiatri- og demensområdet. Det er vigtigt, at alle i sundhedsvæsenet har gode muligheder for at udvikle sig og blive dygtigere gennem hele deres arbejdsliv.

Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering, Professionshøjskolen Absalon.  

- Social- og sundhedsassistenter er afgørende for velfærdssamfundet og håndterer dagligt opgaver, der kræver stadig større faglighed og specialisering. Det er derfor nødvendigt at sikre gode videreuddannelsesmuligheder, så de kan udvikle sig i takt med både de skiftende krav på arbejdsmarkedet og deres egen karriereudvikling. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde Social- og sundhedsassistenter to specialiseringsforløb inden for demens og psykiatri.

Tanja Nielsen, Sektorformand for social -og sundhedssektoren, FOA:

- De to efteruddannelser, særligt rettet mod social -og sundhedsassisters behov for nye uddannelses- og karriereveje hilser vi i FOA meget velkommen. Det er starten på en fremtid, hvor der vil være behov for udvikling af flere forskellige specialer der matcher fremtidens behov. Vi er stolte over at social -og sundhedsassistenter med disse to specialiseringsuddannelser bliver en faggruppe, der kan være med til at skabe forbedringsindsatser sammen med resten af den tværfaglige indsats til gavn for patienter og borgere i det fremtidige sundhedsvæsen og de mange nye opgaver der banker på døren. 

Anders Winnerskjold, formand for KL's Sundheds- og ældreudvalg med res-sortansvar for ældreområdet:

- Flere og flere borgere rammes af demens og psykiske lidelser, og i kommunerne har vi brug for dygtige social- og sundhedsassistenter, som er klædt på til at give dem den bedst mulige omsorg og pleje. Det er de faglige specialiseringsforløb et vigtigt skridt til at sikre. Samtidig håber vi, at forløbene kan være med til at gøre det endnu mere attraktivt at arbejde i ældreplejen, så vi både får flere ind i faget og fastholder flere af de medarbejdere, vi har i dag.

Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg:

- Danske Regioner glæder sig over de nye specialiseringsforløb i demens og psykiatri. Med disse to forløb får social- og sundhedsassistenter en efterspurgt mulighed for videreuddanne sig og øge deres kompetencer inden for det borgernære område, som de kan bruge i behandlingen og samarbejdet til gavn for patienterne. 

HVIS DU VIL VIDE MERE

Kontakt

Pressekontakt Danske Regioner:

Telefon: 51511818 (ikke sms)

E-mail: pressekontakt@regioner.dk

YDERLIGERE KONTAKT

Interview og information

For interview kontakt:

  • Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering, Professionshøjskolen Absalon. Tlf.: 72481547.
     
  • Tanja Nielsen, sektorformand for Social -og Sundhedssektoren, FOA. Tlf.: 22 59 07 35.

  • Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg. Tlf.: 21 70 50 49.

For mere information kontakt:

  • Anne Troldtoft Hjorth, Presseansvarlig, Professionshøjskolen Absalon – asth@pha.dk -Tlf.: 72481175.

  • Pressevagt, Indenrigs- og Sundhedsministeriet - pressevagt@sum.dk – Tlf.: +45 21 32 47 27.

  • Pressevagt, Uddannelses- og Forskningsministeriet – presse@ufm.dk – Tlf.: 7231 8181.

  • Pressevagt, Kommunernes Landsforening – Tlf.: +45 33 70 33 33. 
RELATEREDE NYHEDER

Læs mere: