Kræftplan V
Kræftbehandlingen har gjort markante fremskridt de seneste 20 år, og det betyder, at antallet af danskere, der lever med eller efter en kræftsygdom, i dag er højere end nogensinde før.
Faktisk lever mere end 400.000 danskere med en kræftdiagnose. Det er en stigning på 100.000 på bare ti år.
Det er glædeligt, at flere overlever kræft, men det skaber også nye udfordringer for både patienterne og sundhedsvæsenet.
For mere end halvdelen af de patienter, som har haft en kræftsygdom, oplever belastende og opslidende senfølger efter deres kræftforløb. Patienterne kan eksempelvis blive ramt af ekstrem træthed, kroniske smerter eller angst for at blive syg igen.
Og netop senfølger er et hovedelement i den nye aftale, som regeringen har indgået med Danske Regioner og KL om at realisere Kræftplan V. Og ifølge indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde skal aftalen resultere i, at kræftpatienter fremover får bedre hjælp til at håndtere senfølger:
”Kræftbehandlingen har rykket sig markant de seneste år, men det er vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle og forbedre kræftområdet. Kræft er i dag en sygdom, som mange overlever eller lever med i længere tid, og derfor skal vi blive bedre til at tage hånd om de senfølger, som kræftpatienterne oplever, så vi styrker deres livskvalitet. Og med aftalen er vi enige om, at regionerne allerede til næste år skal etablere senfølgeklinikker, der skal sikre, at kræftpatienter med komplekse senfølger kan få ensartede tilbud i hele landet.”
Vi kan og skal i Danmark være stolte af, at overlevelsen efter kræft er blevet hævet meget markant, mener formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau. På den baggrund er det et stort skridt frem, at den nye kræftplan fokuserer på øget livskvalitet samt på brug af lovende teknologi og mere forebyggelse:
”Det er godt og helt naturligt, at Kræftplan V har sit helt store fokus på at hjælpe patienterne med de følger, der kan være efter et kræftforløb. Det er et område, som vi ønsker at forbedre på samme måde, som vi med tidligere kræftplaner er lykkedes med at hæve overlevelsen markant. Aftalen betyder desuden, at vi i regionerne tager de næste skridt i brugen af kunstig intelligens. Jeg vil også gerne kvittere for, at denne kræftplan for første gang indeholder et politisk fokus på forebyggelse.”
Med aftalen styrkes den palliative indsats i både kommuner og på hospitaler. Det skal give mere omsorg og lindring til blandt andre kræftpatienter, og betyder eksempelvis, at flere kan modtage palliation i eget hjem, hvis de ønsker det, fortæller formanden for KL, Martin Damm:
”I kommunerne vil vi rigtig gerne bidrage til, at endnu flere får den afslutning på livet, de ønsker sig efter et kræftforløb. For langt de fleste er det i eget hjem. Skal vi kunne tilbyde den rette indsats i den sidste tid i borgernes eget hjem, kræver det et tæt samarbejde mellem os i kommunerne, almen praksis og relevante sygehusafdelinger. Og derfor er det godt, at der med aftalen både er sat midler af til kompetenceudvikling i kommunerne, men også er fokus på at skabe bedre mulighed for, at pleje- og omsorgspersonale kan modtage palliativ rådgivning fra sygehusene døgnet rundt.”
Regeringens Kræftplan V indeholder 36 konkrete initiativer og styrker kræftbehandlingen med over 600 millioner kroner årligt fra 2025 og frem. Det er det største løft af kræftområdet nogensinde målt i kroner og øre.
Læs mere
Læs aftalen om Kræftplan V her