Den 1. marts udløb fristen for at søge ind på de gymnasiale uddannelser efter sommer.
Søgetallene viser en lille stigning i antallet af unge, der vælger stx, et mindre fald i søgningen til hhx og en stort set uændret søgning til htx og hf.
Lidt færre har søgt ind
I alt har 50.707 søgt ind på gymnasierne. Det er 124 færre end sidste år, hvilket stemmer godt med, at ungdomsårgangene falder lidt i år.
Faldet er dog ujævnt fordelt. I Region Hovedstaden har godt 550 flere søgt ind på gymnasierne end i 2025, mens der er 255 færre ansøgere i Region Nordjylland og 435 færre ansøgere i Region Syddanmark. I Region Midtjylland og Region Sjælland er tallet stort set uændret.
- Tallene viser, at faldet i antallet af unge, der søger ind på gymnasiet, især rammer Nordjylland og Syddanmark. Her er der fortsat en udfordring med at sørge for, at alle unge har et lokalt gymnasium tæt på deres bopæl. Omvendt har vi en udfordring i Hovedstadsområdet med at skaffe pladser nok, fordi der er større søgning end sidste år”, siger Anders G. Christensen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling og EU.