Gå til indhold

Regionerne deler dagligt overblik over ventetid til test

Der er stor efterspørgsel på at få en test for COVID-19. Det gælder både for dem med og uden symptomer på Corona. Derfor lægger Danske Regioner sammen med TestCenter Danmark nu dagligt en oversigt ud, der giver et overblik over, i hvilket omfang der er ventetid på test i de forskellige testcentre.

Myndighederne i Danmark og regionerne forsøger hele tiden at gøre det så nemt og hurtigt som muligt at blive testet for COVID-19. Derfor offentliggør Danske Regioner og TestCenter Danmark nu dagligt en oversigt, der viser det aktuelle overblik over ventetider i testcentrene.

- Vi ønsker hele tiden at gøre processen omkring det at blive testet for COVID-19 så overskuelig som mulig. Med det her overblik over ventetider for test tager vi endnu et skridt på vejen, så det er nemt at danne sig et overblik over den aktuelle situation i forhold til ventetider, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

Kapacitet udnyttes og forøges

Der har længe været stor efterspørgsel på test i Danmark. Derfor arbejder regionernes medarbejdere hver dag hurtigt med både at teste og analysere de danskere, der har behov over hele landet. Når der er lokale udbrud flyttes testkapaciteten i TestCenter Danmark rundt, så den udnyttes, der hvor der er det største behov:

- Vi ser hele tiden på, hvordan vi bedst muligt kan udnytte testkapaciteten i landet, så alle der har behov for en test kan få en hurtig. Det gælder fx ved regionernes brug af mobile testenheder, som hurtigt kan komme frem de lokale steder, hvor der opstår et akut behov for test af mange personer, siger hun og forsætter:

- Vi arbejder også konstant med at øge både test- og analysekapaciteten. Det gør vi fx gennem samarbejder med universiteter og private, danske virksomheder, forklarer Stephanie Lose.

Sundhedspersonale i massevis har givet en hånd med

Det er regionernes medarbejdere, der hver dag tester og analyserer test for COVID-19 i sundhedssporet, ligesom det også er regionernes medarbejdere, der tester i samfundssporet. De to spor er for henholdsvis personer, der har symptomer for COVID-19 og de, der ikke har symptomer for COVID-19, men i stedet er fx nær kontakt til en smittet.

- Gennem det seneste halve år er masser af medarbejdere i sundhedsvæsenet omskolet til at varetage nye funktioner. Det har været fantastisk at se, hvordan så mange er trådt til og givet en hånd med, der hvor det har været nødvendigt i indsatsen, hvor vi nu har rundet mere end fire millioner test, siger Stephanie Lose.

Se overblik her

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

 

Læs mere

Relaterede nyheder