Gå til indhold

CORONA-VIRUS/COVID-19

Kampen mod COVID-19 fortsætter – heldigvis er det private og det offentlige på samme side

I regionerne har vi en lang tradition for det offentlig-private-samarbejde - fordi det er til gavn for borgere og patienter. De erfaringer har vi trukket på under Corona-krisen - og det vil vi fortsat gøre, skriver Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.

Af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Indlægget er bragt i Berlingske Tidende den 14. januar 2021.

I Berlingskes leder mandag læste jeg, at regionerne er notorisk kendte for at lide af ”privatfobi”. Men at vi skulle sky det offentlige-private samarbejde, er simpelthen ikke korrekt. Påstanden er ubegrundet både under normale omstændigheder – hvad end det for eksempel gælder indkøb, medicin, eller overenskomster med fx private tandlæger-, men bestemt også under COVID-19.

For COVID-19 er en ”fælles kamp”, som direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, sagde det i forbindelse med en aftale med os i regionerne i sidste måned. En aftale, hvor vi bygger videre på det samarbejde, der har været med privathospitalerne under Corona-krisen. Først med hjælp til at afvikle ventelister fra foråret, og nu med assistance til udredning og behandling, fordi COVID-19 presser sygehusene.

Idéer blev til aftaler

Heldigvis har Berlingske ret i, at innovative virksomheder tidligt meldte sig på banen. Mange idéer blev til konkrete aftaler, som da Region Hovedstaden i marts udviklede en Corona-chatbot i samarbejde med bl.a. Microsoft. Eller da vi i april indgik aftale med Bryggeriforeningen om tusindvis af liter håndsprit.

Det gode samarbejde fortsatte ind i efteråret og vinteren. Hjælp fra LEGO skaffede plastikbakker til laboratorierne, og en aftale med Eurofins sikrede ekstra analysekapacitet. Og da regeringen gav grønt lys til, at hurtigtest kunne bruges som supplement til PCR-test, indgik vi straks aftaler med de fire virksomheder, der i dag tester danskerne med hurtigtest. I regionerne har vi en lang tradition for det offentlig-private-samarbejde - fordi det er til gavn for borgere og patienter. De erfaringer har vi trukket på under Corona-krisen - og det vil vi fortsat gøre.

Samarbejdet fortsætter på mange fronter

Vi er også meget opmærksomme på, at der er behov for langsigtede løsninger, så vi står endnu bedre, skulle en lignende pandemi ramme. Derfor sagde jeg i juni, at forsyningssikkerhed af værnemidler i fremtiden bør tænkes bredere end bare lagerbeholdning. Her bør det stærke samarbejde med erhvervslivet om indenlandsk produktion spille en central rolle.

I regionerne har vi i vid udstrækning inddraget det private i håndteringen af COVID-19. Resultaterne, som vi i fællesskab har sikret, bevidner det: En sikker forsyning af værnemidler og en massiv test- og analysekapacitet, både når det gælder PCR-test i det offentlige og hurtigtest i det private. Tilsammen kan vi i dag teste 247.000 dagligt!

Det er dermed på sin plads at sige, at selvom det for nogen er en sport at kritisere det offentlige, så har vi en effektiv offentlige sektor. Det aktuelle eksempel på det, er, at Danmark er kommet utrolig godt fra start i sin vaccinationsindsats: Vi ligger nummer 1 i EU i at få vaccinerne distribueret og placeret i de rigtige skuldre. Også det sker i samarbejde med mange parter. Det er fx de praktiserende læger, som har varetaget opgaven med at vaccinere på plejehjem, og de vil ganske givet også spille en vigtig rolle, når der kommer større vaccineleverancer.