Gå til indhold

Psykiatri

Nye nøgletal: Flere læger, sygeplejersker og socialrådgivere i hårdt presset psykiatri

Antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien er fortsat stigende, og regionerne har svært ved at overholde udredningsretten. Regionerne er dog lykkedes med at ansætte mere personale, og det er forudsætningen for bedring.

Danske Regioner offentliggør i dag nye nøgletal for årene 2020-2024, som giver et indblik i hvordan det går med psykiatrien i Danmark.

På landsplan stiger antallet af børn og unge i psykiatrien fortsat, og i 2024 var der 46.000 patienter i børne- og ungdomspsykiatrien. Det svarer til en stigning på 21 pct. siden 2020. I voksenpsykiatrien er der sket et mindre fald til i alt 115.000 patienter.

Og regionerne er særligt udfordrede, når det kommer til overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien. I fjerde kvartal 2024 blev kun en femtedel af de børn og unge, der blev henvist til udredning i psykiatrien færdigudredt inden for 30 kalenderdage.

Jacob Klærke, der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, siger:

- Vi er overhovedet ikke tilfredse med, at vi ikke overholder udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi ved, at de lange ventetider har store konsekvenser for børn og forældre. Det er vi bekymrede over, og det har vores store opmærksomhed sammen med at sikre høj faglig kvalitet. Tallene bekræfter desværre det vi allerede ved: At børne- og ungdomspsykiatrien er ekstremt presset, og at vi endnu ikke er lykkedes at vende udviklingen trods flere tiltag.  

Stigning i ansatte i psykiatrien

Nøgletallene viser, at regionerne bruger flere penge på psykiatrien. I alt 1,2 mia. mere i 2024 end i 2020. Pengene går blandt andet til at ansætte flere læger og sygeplejersker og øge antallet af sengepladser i psykiatrien.

På landsplan er der fra 2020 til 2024 blevet ansat flere læger og sygeplejersker. Særligt har der været en stor stigning i pædagogisk personale og socialrådgivere. Dog er der ikke en øgning indenfor lægesekretærer.

Det glæder Jacob Klærke, at regionerne lykkes med at ansætte mere personale, som har direkte kontakt med patienterne.

- Det er vi meget glade for. Personalet er den vigtigste forudsætning for at lykkes. Psykiatrien skal være en attraktiv arbejdsplads, som man ønsker at arbejde i og hvor man har lyst til at blive. Det skal vi gøre ved at sikre et godt arbejdsmiljø og gode udviklingsmuligheder.

Flere initiativer på vej

I forbindelse med sundhedsreformen og 10-årsplanen for psykiatrien er der igangsat en lang række initiativer, der over tid skal styrke og opbygge psykiatrien bredt.

Regionerne er i gang med at ligestille og integrere psykiatri og somatik. Integrationen skal bidrage til en bedre og mere sammenhængende indsats for alle patienter, herunder at patienter med både fysisk og psykisk sygdom får den rette behandling af høj kvalitet i tide.

Der er for nyligt lavet en aftale om udmøntning af 10-årsplanen, som bl.a. skal øge kapacitet i psykiatrien, siger Jacob Klærke, der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner:

- Mens vi opbygger en stærkere psykiatri, skal vi bruge ressourcerne klogt, så de ansatte i psykiatrien kan bruge så meget tid som muligt på patienterne. Vi skal fx have mere fokus på at understøtte og aflaste medarbejdere med effektiv brugervenlig IT og dygtige lægesekretærer. Digitale løsninger kan også gøre hjælpen mere tilgængelig for familierne; alt fra selv at booke tid, app’s med viden og gode råd til digitale behandlingstilbud. Det er vigtigt, at vi får kigget på hvordan vi bruger de ressourcer vi har her og nu bedst.

Læs mere:

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk

Fakta

Om nøgletallene

På Regionernes Politiske Topmøde i 2023 blev det besluttet, at der årligt skal laves et overblik over udviklingen i psykiatrien med relevante indikatorer og nøgletal for økonomi og aktivitet.

De nye nøgletal giver regionerne et databaseret grundlag for at målrette indsatsen, hvor behovene er størst. Målet er at forbedre kvaliteten og sikre en mere bæredygtig psykiatri for både patienter og medarbejdere.

Med nøgletallene håber Danske Regioner at skabe opmærksomhed om udfordringerne og sætte handling bag ordene i det kommende arbejde for en bedre psykiatri.

Relaterede nyheder

Læs mere