Danske Regioners prisopgave i klinisk psykiatri blev stiftet i 2008 med det formål at fremme dygtige medicinstuderendes interesse for de psykiatriske specialer. Prisen anerkender en særlig indsats på et højt fagligt niveau inden for de psykiatriske specialer. De tre bedste opgaver præmieres med henholdsvis 25.000 kroner, 15.000 kroner og 10.000 kroner. Ved dette års prisoverrækkelse var det professor og overlæge, dr. med Martin Balslev Jørgensen, som overrakte priserne til de tre vindere.
Vindere af prisopgaven
Førstepladsen
Marie Harstveit og Natalia Anna Sokolowski vandt førstepladsen med opgaven: ”Odds of Sudden Cardiac Arrest Among Individuals with Mental Illness and/or Alcohol/Substance Abuse: A Nationwide Case-Control Study from Denmark”.
Bedømmelsesudvalget fremhævede, at opgavens fokus på hjertesygdom hos personer med psykisk sygdom og samtidig rusmiddelafhængighed bidrager med væsentlig klinisk viden og er en meget relevant problemstilling. Endvidere lagde udvalget vægt på de solide kliniske overvejelser i relation til implementering i praksis. Endelig blev det fremhævet, at studiet adresserer en sårbar og udsat patientgruppe.
Andenpladsen
Yusef Ahmed vandt andenpladsen med opgaven: “My risk perception; perspectives from youth at familial risk for bipolar disorder: a qualitative study”.
Bedømmelsesudvalget pointerede, at studiet er et stærkt og grundigt kvalitativt arbejde. Udvalget understregede især arbejdet med et tabubelagt emne og klare definitioner af sygdomsgrader. Resultaterne betragtes som relevante for børne- og ungdomspsykiatrien og vurderes at kunne bruges bredt.
Tredjepladsen
Casper Friis Thirstrup vandt tredjepladsen med opgaven: “Prevalence and characteristics of lifetime comorbid substances use and abuse in patients newly diagnosed with bipolar disorder”.
Bedømmelsesudvalget lagde vægt på, at opgaven repræsenterer en væsentlig klinisk undersøgelse baseret på baseline-data fra et omfattende, longitudinelt studie af bipolare patienter. Udvalget udtrykte, at studiet er udført på baggrund af grundige empiriske analyser, der bygger på systematisk journalgennemgang og dataindsamling. Opgaven vurderes som særdeles relevant i forhold til de udfordringer, der er forbundet med at integrere psykiatrisk behandling og samtidig rusmiddelbehandling.
Bedømmelsesudvalget
- Professor, overlæge, dr.med. Martin Balslev Jørgensen
- Professor, ledende overlæge, ph.d. Merete Nordentoft
- Professor, overlæge, ph.d. Charlotte Ulrikka Rask