Gå til indhold

Lægeuddannelse

30 ekstra hoveduddannelsesforløb skal sikre flere speciallæger, hvor behovet er størst

Regionerne får nu mulighed for årligt at oprette op til 30 ekstraordinære hoveduddannelsesforløb i en række udvalgte lægespecialer bestemte steder i landet. Målet er bedre lægedækning, flere speciallæger og bedre adgang til behandling i alle dele af landet.

Regeringen og Danske Regioner er som opfølgning på forårsaftalen blevet enige om rammerne for oprettelsen af 30 ekstraordinære hoveduddannelsesforløb for læger. Forløbene skal sikre bedre lægedækning i de specialer og dele af landet, hvor behovet for flere speciallæger i dag er størst.
Som led i en forsøgsordning får regionerne dermed mulighed for årligt at oprette op til 30 ekstraordinære hoveduddannelsesforløb inden for almen medicin, psykiatri, børne- og ungepsykiatri samt geriatri.
De ekstra hoveduddannelsesforløb skal målrettes områder og sygehuse med særlige rekrutteringsudfordringer og bidrage til at udvide kapaciteten i specialerne. Ordningen skal samtidig gøre det mere attraktivt for yngre læger at uddanne sig og slå sig ned uden for de største byer.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
”Der er alt for stor forskel på adgangen til læger rundt om i Danmark. Derfor skruer vi nu ekstraordinært op for antallet af hoveduddannelsesforløb inden for en række specialer, hvor der især mangler læger, og i de dele af landet, hvor behovet er størst. Det skal bidrage til, at vi får en bedre balance mellem patienternes behandlingsbehov og antallet af læger uden for de store byer.”

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau siger:
”Når vi uddanner flere læger i de specialer, hvor manglen er størst, tager vi et vigtigt skridt mod mindre ulighed i sundhed. Samtidig vil regionerne tilrettelægge mere fleksible forløb, så lægerne får bedre muligheder for at vælge de steder, hvor der er allermest brug for dem.”

De ekstraordinære hoveduddannelsesforløb supplerer Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan for 2026-2030 og kan opslås uafhængigt af de ordinære uddannelsesstillinger. Forløbene fordeles ligeligt mellem videreuddannelsesregion Øst, Syd og Nord og kan tilrettelægges med større fleksibilitet og geografisk forankring end hidtil.

Ordningen afgrænses til fire udvalgte specialer, hvor behovet for flere speciallæger er størst. For almen medicin stilles der krav om, at begge praksisophold i hoveduddannelsesforløbet placeres i kommuner med de største udfordringer med lægedækningen, mens forløb i psykiatri, børne- og ungepsykiatri og geriatri skal centreres omkring akutsygehuse uden for de største byer. 

Forløbene skal i øvrigt være fleksible, så den enkelte uddannelseslæge får større indflydelse på tilrettelæggelsen af eget forløb.

Se kort over kommuner med lav lægedækning samt liste over akutsygehuse uden for de fire største byer i forståelsespapiret her.

Fakta: Markant flere speciallægeuddannelsesforløb med sundhedsreformen

For at sikre en robust kapacitetsopbygning skal der fremover uddannes markant flere speciallæger, særligt inden for almen medicin, psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri og geriatri, hvor behovet er størst.
Sundhedsstyrelsen øger med den nye dimensioneringsplan antallet forløb på speciallægeuddannelsen med 100 flere forløb om året i perioden 2026-2030. Med de ekstraordinære forløb kan der uddannes op til 130 flere speciallæger om året, dvs. 1.270 speciallæger om året i alt. Det er det højeste antal nogensinde, og det største løft i 15 år.