Gå til indhold

Økonomi

Sundheds-og omsorgspladser til sårbare ældre kræver én mia. til ombygninger

Regionerne får fra nytår ansvaret for knap 3.000 nye sundheds- og omsorgspladser, som skal sikre patienter en bedre overgang fra hospitalet til hjemmet. Men der mangler bygninger til at huse de nye pladser.

Når sundhedsreformen træder i kraft fra 1. januar, overtager regionerne opgaven med at sikre et mere solidt sundhedstilbud til borgere, som ikke har brug for at være indlagt på hospital, men som er for  svage til at de kan behandles for deres sygdom i egen hjem eller på plejehjem.

Målet med den nye organisering af sengepladserne er blandt andet at højne kvaliteten på tværs af landet og sikre sammenhæng med resten af sundhedsvæsnet.

I dag varetages opgaven i vid udstrækning på midlertidige pladser i kommunerne, men størsteparten af pladserne, der flyttes til regionerne, bliver til nye sundheds- og omsorgspladser. I mange tilfælde er der dog også brug for nye fysiske rammer, og det er en udfordring for regionerne.

- Vi ser frem til opgaven, for det er sårbare og ældre mennesker, som især vil få gavn af de nye sundheds- og omsorgspladser, og de skal have et bedre tilbud, end det er muligt i dag. Men faktum er, at vi har fået ansvaret for en ny stor opgave, uden at der følger de nødvendige bygninger med, siger Lars Gaardhøj, der er næstformand i Danske Regioner.

Danske Regioner vil nu drøfte problemet i økonomiforhandlingerne med regeringen.

Regionerne har behov for 1 milliard kroner

Der er ikke i reformen taget højde for de ekstra anlægsudgifter i forbindelse med opgaveflytningen. Regioner og kommuner er lokalt i dialog om at løse udfordringerne og finde steder, regionerne kan leje sig ind i den første periode.

- Men der er samtidig brug for at inddrage regeringen i den uforudsete udgift, siger Lars Gaardhøj.
Baseret på foreløbige estimater er der allerede næste år brug for ca. 1 mia. kroner ekstra til renoveringer og ombygninger for at huse de nye pladser. Det viser tilbagemeldinger fra landets regioner.

- Det er et reelt problem, som gerne skal løses. Det dur jo ikke, hvis de penge, som vi har aftalt skal bruges til renovering af sygehusene, i stedet skal bruges på den nye opgave”, lyder det fra Lars Gaardhøj.

FAKTA om de nye sundheds- og omsorgspladser:

  • 70 pct. af kommunernes ca. 3.800 midlertidige og akutte pladser skal overdrages og omdannes til regionale sundheds- og omsorgspladser fra 1. januar 2027.

  • Kommuner og regioner indgår delingsaftaler om overdragelse af bl.a. de fysiske rammer. Ifølge reglerne skal kommunerne overdrage bygninger, hvis den overvejende del af bygningen bruges til de opgaver, der flytter til regionen.

  • Det har vist sig ikke at være tilfældet mange steder, fordi de midlertidige pladser i dag er lokaliseret samme sted som andre kommunale opgaver.
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Læs mere

Relaterede nyheder