Når Danske Regioner slår dørene op til Regionernes Politiske Topmøde er det med en ny visuel identitet. Det nye udtryk skal understøtte organisationens rolle som den samlende stemme for landets regioner og afspejle regionernes udvikling i lyset af den kommende sundhedsreform.
Med reformen følger både nye opgaver og en ny struktur, hvor fem regioner bliver til fire fra januar 2027. Det bliver afspejlet i det nye logo, som består af fire tæt forbundne cirkler, der symboliserer samarbejde, sammenhængskraft og fællesskab på tværs af regionerne.
- Danske Regioner og vores logo runder i år 20 år. Med sundhedsreformen, et nyt antal regioner og regionernes nye rolle i et sammenhængende sundhedsvæsen har det været både oplagt og nødvendigt at udvikle en ny visuel identitet, der ligesom regionerne er fulgt med tiden, og som fungerer godt i en mere digital verden, siger stabschef i Danske Regioner, Anne Sofie Jason.