Behov for en regional timemodel

En ny analyse viser, at det vil tage lang tid for mange danskere at nå frem til de stationer, hvor de nye hurtige tog på tværs af Danmark forventes at køre fra. Danske Regioner foreslår, at timemodellen for jernbanen suppleres med en regional timemodel, så tre ud af fire danskere kan nå frem til de nye superlyntog på under en time med kollektiv trafik

Der bliver investeret kraftigt i kortere rejsetider på jernbanen i disse år. Det giver store forbedringer i rejsetiden for mange danskere. Men en ny analyse fra Danske Regioner viser, at det stadig vil være 1/3 af danskerne, der får over én times transporttid med kollektiv trafik til de kommende superlyntog. Det er for mange, lyder det fra regionerne, der derfor lancerer en vision om en regional timemodel.

- Vores mål er, at 75 procent af danskerne skal kunne komme til superlyntoget på under en time. Det vil være 600.000 flere end i dag. Vi ved, at hver tredje passager kommer til toget med anden offentlig transport. Derfor bliver vi nødt til at sørge for, at flest mulige kan komme let og hurtigt til toget med den øvrige kollektive trafik, hvis vi vil have maksimal effekt af de mange penge, der investeres i superlyntogene, siger Danske Regioners næstformand, Carl Holst.

En ny analyse dokumenterer, at der er store områder af Danmark, hvor det i dag tager lang tid at komme frem til superlyntoget.
 
Den forbedrede kollektive trafik skal komme alle til gode, både de der skal videre med toget, og de der skal til byen på arbejde eller uddannelse.

- Det kunderne efterspørger, er bedre sammenhæng i den kollektive trafik. Det vil vi bidrage til. Selv når vi gør en stor indsats, vil der fortsat være mange, der har over én times transport til de nye superlyntog. Dem må vi ikke glemme. Vi kan f.eks. sørge for, at de får mulighed for at parkere ved en station eller busterminal med let adgang til superlyntogsstoppene, siger Carl Holst.

For at realisere visionen om øget tilgængelighed, skal der sættes ind på flere fronter.

- Vi ved, at blandt andet bedre fremkommelighed for busser, mere direkte busruter og bedre skiftemuligheder mellem bus og tog er nogle af de ting, der vil kunne forkorte rejsetiden. Vi venter os derfor meget af det analysearbejde, vi netop nu skal i gang med sammen med Transportministeriet om, hvad man kan gøre for at forbedre tilbringertrafikken til toget. Der er brug for, at regioner, kommuner, staten og trafikselskaberne i fællesskab gør en indsats, siger Carl Holst.

Læs mere
Alle ombord - en regional timemodel for hele Danmark (pdf)