Borgernes sundhedsvæsen - vores sundhedsvæsen

Statistik og nøgletal viser, at det regionale sundhedsvæsen er præget af høj faglig kvalitet og effektivitet. Men der kan gøres mere for at sikre gode patientoplevelser og sammenhængende patientforløb

Derfor har regionerne sat gang i ”Borgernes sundhedsvæsen - vores sundhedsvæsen”, som skal skabe et sundhedsvæsen, der i endnu højere grad har mennesket i centrum.

Frem mod foråret 2015 vil Danske Regioner og regionerne i samarbejde med blandt andre patienter, patientforeninger, medarbejdere i sundhedsvæsenet, medarbejderorganisationer, kommuner, eksperter og andre aktører hente input til en fælles vision og en konkret handleplan for et sundhedsvæsen, der har borgeren som omdrejningspunkt.

 

Hvordan sundhedsvæsenet konkret kan udvikles, så borgernes erfaringer, behov, ønsker og ressourcer i højere grad bliver inddraget i tilrettelæggelsen af sammenhængende patientforløb, skal i den kommende tid udforskes gennem en række delprojekter, der vil blive gennemført i samarbejde mellem regionerne og andre af sundhedsområdets væsentlige aktører, herunder forskellige organisationer.

Borgernes billede af sundhedsvæsenet skabes ikke mindst af deres egne oplevelser som patienter og pårørende. Borgerne har ofte et bredere blik på, hvad effektive sygdoms- og behandlingsforløb af høj kvalitet indebærer. For borgerne handler det om sammenhæng og inddragelse af deres ressourcer, behov og ønsker.

Den fælles vision og handleplan for ”Borgernes sundhedsvæsen - vores sundhedsvæsen” vil foreligge i foråret 2015 og kan sættes i gang umiddelbart efter Danske Regioners generalforsamling.

Borgernes egne idéer
På hjemmesiden voressundhedsvæsen.dk har patienter, pårørende og alle andre siden februar 2015 kunnet bidrage med idéer til, hvordan service og kommunikation på de danske sygehuse kan gøres bedre, og på regionernes borgermøder den 28. februar brugte 600 borgere en eftermiddag på at udvikle flere idéer. Regionspolitikerne brugte borgernes idéer i deres videre arbejde politisk stormøde den 4. marts.

  • Idéer fra voressundhedsvæsen.dk (pdf) - Uddrag af nogle af de mange ideer og ønsker, som er skrevet på www.voressundhedsvæsen.dk i perioden 2.-23. februar 2015