Brugerinddragelse skal være en mere integreret del af sundhedsvæsenet

Regionerne skal samle de bedste erfaringer fra det stigende antal brugerinddragelsesprojekter til en mere systematisk inddragelse af patienter og pårørende

Der findes i øjeblikket 367 inddragelsesprojekter på landets hospitaler. Det viser en kortlægning foretaget af ViBIS, Videnscenter for brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet.

- De mange brugerinddragelsesprojekter er med til at sikre høj kvalitet i behandlingen. De giver vigtige input for udviklingen af sundhedsvæsenet, fordi den viden, som patienterne og deres pårørende har om deres eget sygdomsforløb og livssituation, i langt højere grad skal være i fokus i fremtidens sundhedsvæsen, siger Ulla Astman, formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

Derfor stiller Danske Regioner sammen med Sundhedsstyrelsen, Danske Patienter, ViBIS og KL med dagens konference "Brugerinddragelse i praksis" skarpt på de barrierer, både sundhedsprofessionelle og brugere af sundhedsvæsenet møder i arbejdet med brugerinddragelse. Konferencen er Danmarks største konference om brugerinddragelse.

På konferencen samles omkring 700 sundhedstopfolk, patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle for at diskutere, hvilke kompetencer det kræver at skabe brugerinddragelse, der virker.

Borgernes sundhedsvæsen
Ulla Astman peger på, at konferencen er et godt indspark til Danske Regioners arbejde med en handlingsplan for, hvordan regionerne sammen med centrale aktører kan skabe Borgernes Sundhedsvæsen. Handlingsplanen skal være klar til Danske Regioners generalforsamling i april 2015.

- Ser vi fremad, skal vi i regionerne i langt højere grad have systematiseret brugerinddragelsen. Det er blandt andet det, som Borgernes Sundhedsvæsen skal hjælpe med, siger Ulla Astman.

I løbet af efteråret indsamler Danske Regioner viden og idéer fra patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle, patientforeninger og eksperter om, hvordan sundhedsvæsenet skal fungere og indrettes, så borgernes behov og præferencer kommer i centrum.