KRIS anbefaler ny indikation og to nye kræftlægemidler

Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) anbefaler ny indikation til behandling af kræft i æggestokkene og to nye lægemidler til blandt andet en type leukæmi

Den 10. december 2014 besluttede KRIS at anbefale national ibrugtagning af Avastin (bevacizumab) til en særlig type resistent kræft i æggestokkene. Herudover anbefaler KRIS Zydelig (idelalisib) og Imbruvica (ibrutinib) til behandling af patienter med en særlig type blodkræft (kronisk lymfatisk leukæmi, CLL).

- KRIS besluttede at anbefale Avastin i kombination med kemoterapi som standardbehandling af patienter med kræft i æggestokken, fordi Avastin har vist en signifikant forlænget periode frem til sygdomsudvikling, og fordi lægemidlet har en kendt bivirkningsprofil, udtaler Steen Werner Hansen, formand for KRIS.

KRIS besluttede også at anbefale Zydelig til to patientgrupper med leukæmi af typen CLL. Rådets begrundelse for at anbefale Zydelig er, at det øger andelen af patienter, hvis tid til sygdomsforværring forlænges til to år, fra 46 til 93 procent. KRIS kunne dog ikke anbefale Zydelig som standardbehandling til follikulært lymfom, som er en type kræft, der udgår fra en undergruppe af de hvide blodlegemer.

- Årsagen til, at KRIS ikke kan anbefale Zydelig til patienter med follikulært non-Hodgkin lymfom er, at det bagvedliggende fase 2-studie ikke er tilstrækkelig dokumentation til at anbefale behandling som et standardtilbud. Studiet inkluderede kun 72 patienter, hvilket ikke er mange taget i betragtning, at relativt mange patienter har sygdommen. Oveni det er bivirkningerne ved lægemidlet forholdsvis store, uddyber Steen Werner Hansen.

Der kan dog være patienter med follikulært lymfom, som på baggrund af den behandlende læges vurdering kan have gavn af behandling med Zydelig. Men i de tilfælde opfordrer KRIS til, at anvendelsen af lægemidlet foregår som en del af et protokolleret, og gerne randomiseret, forsøg.

KRIS anbefalede desuden Imbruvica til behandling af to patientgrupper med CLL, som enten ikke er egnede til kemoterapi, eller som allerede har modtaget mindst en behandling, samt patienter med mantle celle lymfom, som enten er tilbagevendende eller resistent overfor behandling. Mantle celle lymfom dannes ligesom follikulært lymfom i de hvide blodlegemer.

- Imbruvica har påvist gode resultater med hensyn til effekt hos patienterne, og det har en forholdsvis mild bivirkningsprofil. Derfor besluttede vi at anbefale lægemidlet, forklarer Steen Werner Hansen og fortsætter:

- Både Zydelig og Imbruvica kan benyttes til samme patientgrupper, hvorfor KRIS er tilfreds med, at der udarbejdes en RADS vejledning for CLL. 

Rådet var dog opmærksomt på, at behandlingen af patienter med mantle celle lymfom kun er underbygget med fase 2-data, hvori Imbruvica ikke bliver sammenlignet med eksisterende behandling. KRIS’ anbefaling er derfor betinget af, at anvendelsen af Imbruvica vil blive registreret, og at ansøger efter to år redegør for erfaringerne med Imbruvica i forhold til rådets anbefaling. 

KRIS' resultater
KRIS har nu eksisteret i to år, og af den grund afsluttede rådet sit møde med en overordnet drøftelse af, hvad KRIS har opnået.

Siden sit første møde i december 2012 har KRIS anbefalet 28 lægemidler/indikationer og givet afslag til syv. Det er stadig vurderingen, at ibrugtagningen af nye og effektive lægemidler foregår hurtigere i Danmark end i sammenlignelige lande. KRIS har løbende haft og har stadig fokus på at sikre størst mulig faglighed i sin vurdering af ansøgninger til rådet, og at skabe åbenhed omkring dets beslutninger.

De konkrete anbefalinger, referatet fra mødet, samt ansøgningsskemaer og mini-MTV’er er snarest muligt at finde på Danske Regioners hjemmeside.


Yderligere kontakt
Vicedirektør Steen Werner Hansen, Herlev Hospital, tlf. 3868 4010,
e-mail: steen.werner.hansen@regionh.dk