Udenlandske sundhedseksperter skal profilere danske sundhedsløsninger

Markedsføringskonsortiet HealthcareDenmark satser på at udenlandske ”sundhedsambassadørers” studiebesøg i Danmark kan styrke eksporten af danske sundhedsløsninger indenfor blandt andet sundheds-it og organisationsplanlægning

Danmark har en førende rolle på verdensplan i forhold eksport af grønne løsninger på klima- og energiområdet, men også sundhedsområdet er et dansk eksportpotentiale.

Derfor har markedsføringskonsortiet Healthcare DENMARK, hvor blandt andet Danske Regioner er en partner, inviteret opinionsdannere og eksperter på sundhedsområdet fra Storbritannien, USA og Tyskland på studiebesøg i Danmark. Netop for at vise effekten af den danske brug af f.eks. sundhed-it, økonomistyring og organiseringsværktøjer i sundhedsvæsenet. Det nye initiativ er et supplement til de øvrige aktiviteter, som Healthcare DENMARK har sat i gang.

- Det danske sundhedsvæsen bygger allerede i dag i stor udstrækning på løsninger udtænkt i samspil mellem private virksomheder og regionerne. Og det samspil har bidraget til, at vi i dag har et effektivt sundhedsvæsen, som tilbyder behandling af en høj kvalitet. Mange af de produkter, der er udviklet, har eksportpotentiale. Øget eksport kræver dog eksponering af, hvad vi kan i Danmark. Derfor er Healthcare DENMARK et godt initiativ til at få gang i eksporten, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.

Idéen er, at de udenlandske eksperter skal være ”sundhedsambassadører” for Danmark i deres hjemlande. Healthcare DENMARKs ambassadører modtager hverken løn eller honorarer for deres indsats med at fortælle deres kolleger i deres hjemlande om, hvordan Danmark løser fremtidens sundhedsudfordringer. Til gengæld forpligter de sig til årligt at deltage i et ambassadørseminar om udviklingen i den danske sundhedssektor.

Bag Healthcare DENMARK står ud over Danske Regioner også Region Syddanmark, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Udenrigsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, DI, Dansk Erhverv, COWI, Falck, KMD og Systematic.

Læs mere
Fakta om Healthcare DENMARK (pdf)
De 12 sundhedsambassadørers cv (pdf)
Video
Program for ambassadør-event (pdf)