Gå til indhold

Valgkampagne vinder kommunikationspris

Danske Regioner vandt sammen med KL og Økonomi- og Indenrigsministeriet juryens pris ved Kommunikationsforeningens KomPris 14 prisuddeling

På Kommunikationsforeningens årsdag var der ros og belønning til den største satsning nogensinde i Danmark for at få flere til stemmeurnerne ved kommunalvalget 2013. Kampagnen "Tænk dig om, før du IKKE stemmer" havde et stærkt fokus på de unge, for erfaringer viser, at har man først stemt én gang, gør man det igen.

Valgdeltagelsen var faldet ved hvert kommunal- og regionsvalg siden 1993, med undtagelse af valget i 2001, som faldt sammen med et Folketingsvalg. Målet med kampagnen var derfor, at dette skulle blive det første rene kommunal- og regionsvalg i 20 år, hvor valgdeltagelsen stiger!

At valgdeltagelsen rent faktisk steg med hele 6,1 procent og blandt de unge med 13 procent blev fremhævet i juryens begrundelse for at tildele kampagnen årets KomPris ’14:

- Kampagnen er uhyre omfattende. Der blev brugt traditionel kampagne som outdoor, print og events samt sociale medier, men også tiltag som stemmebokse på uddannelsessteder og udvalgte McDonalds’er. Alt i alt var projektet medvirkende til, at stemmeprocenten på landsplan steg ved med 6,1 % point i forhold til 2009. Der er altså tale om et projekt, der har betydning for samfundet, demokratiet og de kommende generationer, sagde formand for dommerkomiteen Lars Thøger Christensen, CBS.

Meningen med KomPris er at skabe opmærksomhed og fokus om den professionelle kommunikation samt sætte standarder for branchen.