Borgernes løbende feedback skal forbedre sygehusene

Patienter og pårørendes oplevelser og vurdering skal fremover i højere grad bruges til at forbedre kvaliteten af behandlingsforløbene og servicen på sygehusene. Derfor udbredes brugen af tidstro feedback

Et spørgeskema, der sendes rundt på papir om hele patientforløbet. En hurtig survey på iPad blandt pårørende. Et mere kvalitativt interview med en patient, der har oplevet et patientforløb, som ikke fungerer. Det er netop sådanne eksempler, som patienter og pårørendes vil opleve flere af i de kommende år, når afdelinger og sygehuse forsøger at forbedre patientforløb og servicen for både patienter og pårørende.

- Vi ved, at borgere lægger vægt på, at deres erfaringer med sundhedsvæsnet – både de gode og de dårlige – bliver brugt til at skabe forbedringer. Derfor er borgernes oplevelser centrale løbende at samle ind, når regionerne vil sætte skub i en udvikling hen mod et sundhedsvæsen, der har borgerne i centrum. Vi skal i større udstrækning bruge patienters feedback til at vurdere kvaliteten af behandlingen, siger Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner.

Tidstro feedback er en af nøglerne til at få omsat ideerne i Borgernes Sundhedsvæsen, som er den handlingsplan, som Danske Regioner fremlagde i april. Med Borgernes Sundhedsvæsen ønsker Danske Regioner at skabe et sundhedsvæsen, der i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte patients behov, end det sker i dag.

Den 7. oktober afholdes en workshop, hvor ansatte fra sygehusene og gæster fra bl.a. England deler ud af de nuværende erfaringer med at forbedre behandlingsforløb ved hjælp af tidstro data.

Læs mere

Alle præsentationer fra workshop om tidstro feedback 7. oktober 2015 (pdf)