Fremtidens sundhedsvæsen kræver nye løsninger og langt højere grad af patientinddragelse. På den baggrund har regionerne truffet beslutning om, at alle, der er involveret i patientbehandling, kommer til at benytte samme standard.
Løsningen er i første omgang udviklet til KOL-patienter, men fordi regionerne er enige om fælles standarder, kan løsningen fungere lokalt i samarbejde med kommuner og praktiserende læger. Samtidig kan der arbejdes videre lokalt inden for sygdomme, hvor der endnu ikke er udviklet fælles telemedicinske behandlingsformer.
Regionernes beslutning betyder kort fortalt, at der er valgt en fælles vej frem på det telemedicinske område:
Patientdata samles i den enkelte region og kan udveksles mellem de parter, som deltager i patientbehandlingen, uanset om dette er patienten selv, hospitalet, den praktiserende læge eller kommunen.
Patientdata vil kunne tilgås fra hospitalets elektroniske patientjournal, fra kommunens omsorgssystemer og fra den praktiserendes læges journalsystem. Patienten vil samtidigt få adgang til egne data via sundhed.dk.
Patientdata hentes og gemmes på en fælles standard, som giver leverandørerne mulighed for at udvikle specialiserede løsninger inden for alle sygdomme.
Beslutningen glæder Jens Andersen, formand i Regioners Sundheds-it:
- Det er en rigtig win-win-situation, vi er ude i her. Den nye fælles standard sikrer samarbejdet på tværs af sektorerne og dermed bedre behandling og service til patienterne. Altså både bedre kvalitet og effektivitet. Samtidig bliver det langt nemmere for leverandørerne at byde ind med nye telemedicinske løsninger. Der er et oplagt udviklingspotentiale - det er bare at gå i krig med arbejdet.
Også for erhvervslivet er en fremtidig fælles standard godt nyt. Det skaber potentielt et stort vækstmarked for virksomheder, der ønsker at sælge telemedicinske løsninger til borgere, regioner og kommuner.
Leverandørerne skal fremover overholde nogle simple spilleregler i forholdt til at aflevere data fra telemedicinske løsninger. Til gengæld vil disse blive stillet til rådighed på tværs af alle de systemer, som skal anvende disse data.
Ifølge branchedirektør i DI ITEK, Adam Lebech, betyder de nye fælles standarder masser af nye muligheder for it-virksomhederne:
- Det bliver nemmere for virksomhederne at udvikle fremtidssikrede løsninger til hele sektoren. Det er vigtigt, at vi får et marked baseret på internationale standarder, fordi det vil fremme konkurrencen om at levere de bedste løsninger og samtidig give bedre mulighed for at eksportere løsningerne.
Yderligere information
Jens Andersen, formand for Regionernes Sundheds-it: Tlf. 2711 1122, e-mail ja@regionsjaelland.dk