Gå til indhold

Flere læger på vej

Vi får flere praktiserende læger de kommende år.

Det påpeger formanden for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, Anders Kühnau, efter at Danmarks Radio har sat fokus på ubesatte stillinger i yderområder og en læge i Tårs i Nordjylland med over dobbelt så mange patienter som normalt.

Men der er håb forude, for der bliver uddannet flere praktiserende læger de kommende år. Flere end der ventes at gå på pension: En prognose for de næste år viser, at det samlede antal praktiserende læger stiger med et par procent de næste fem år. Senere - i 2035 - ventes vi at have hele 31 procent flere praktiserende læger end i dag, ifølge en prognose fra Sundhedsstyrelsen.

Og for at sikre, at flere af de nye læger vælger at arbejde i yderområderne, vil Danske Regioner arbejde for, at lægerne i for eksempel de områder, bliver aflønnet bedre.

Det kan ske ved at honorarer i højere grad gives ved at se på, hvilken sammensætning af patienter, der er i et område - både i forhold til hvor syge og ressourcestærke, patienterne er.

- Hvis vi kan forhandle os frem til sådan en ordning, kan vi i fremtiden belønne læger, der vælger at bosætte sig i Udkantsdanmark og andre steder, hvor der kan være mange tunge opgaver, siger Anders Kühnau og fortsætter:

-Der er også instrumenter i den nye sundhedslov, som vi kan benytte, og som flere regioner bruger. Desuden er regionerne i gang med at etablere læge- og sundhedshuse, så lægerne kan få de kollegiale fællesskaber, som mange af de unge praktiserende læger efterspørger.