I 2014 fik 125.000 flere somatiske patienter behandling end året før. Det viser nye tal fra Danske Regioner
Det samlede antal patienter nåede i 2014 en hidtidig rekord med 2,72 millioner patienter, hvilket svarer til omkring hver anden borger. Antallet skal blandt andet ses i lyset af, at gennemsnitsalderen er blevet højere. Flere ældre har fået brug for behandling.
Samtidig udvikles der hele tiden nye og bedre behandlinger, der blandt andet kommer kræftpatienter til gode.
Med en stigning på 6,2 procent er aktiviteten i 2014 steget mere end de forgående år. Og over dobbelt så meget som forudsætningen lød, da Danske Regioner lavede økonomiaftalen for 2014 med regeringen.
- Det er glædeligt, at vi i dag kan hjælpe langt flere patienter end tidligere. Personalet har gjort en kæmpe indsats, og vi lægger os i selen - år efter år - for at yde mere, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.
Han håber, at den positive udvikling kan fortsætte. Og det er med den forventning, at formandskabet fra Danske Regioner nu sætter sig til forhandlingsbordet i Finansministeriet for at blive enig med regeringen om næste års økonomi for regionerne.