Gå til indhold

Ny monitorering af udredningsretten

Nye regionale tal for udredningsretten viser, at langt flere får et rettidigt tilbud om udredning, end de nationale tal giver indtryk af. Danske Regioner ser frem til en retvisende national monitorering af udredningsretten

9 ud af 10 får tilbudt rettidig udredning i psykiatrien
Den seneste nationale monitorering af udredningsretten viser, at 86 procent af de voksne og 70 procent af børn og unge i psykiatrien bliver udredt inden for den frist på 60 dage, der var gældende indtil 1. september.

Langt størstedelen af de patienter, der ikke bliver udredt inden for tidsgrænsen, har selv valgt at vente på et andet tilbud eller har fået et længere forløb af faglige årsager. Regionale opgørelser viser således, at 9 ud af 10 patienter får et tilbud om at blive udredt inden for tidsfristen, som er det udredningsretten foreskriver. Dermed er ventetiderne reduceret kraftigt de seneste år.
 
- Jeg er stolt af den store indsats som personalet ude i psykiatrien har leveret for at få patienterne hurtigt udredt. Nu er udfordringen at holde kadencen, når målsætningen fremadrettet er at give alle et tilbud om udredningen inden for 30 dage, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.  
 
Fortsat usikre tal for somatikken
Den seneste nationale monitorering på det somatiske område viser, at 57 procent af patienterne bliver udredt inden for 30 dage. Langt størstedelen af de patienter, der ikke bliver udredt inden for tidsgrænsen, har selv valgt at vente på et andet tilbud eller får et længere forløb af faglige årsager. Regionale opgørelser peger således på, at 8 ud af 10 patienter får et tilbud om at blive udredt inden for 30 dage, som er det, udredningsretten foreskriver. Men der er fortsat kapacitetsudfordringer på nogle områder.
 
- Vi arbejder hårdt på at give alle et tilbud om hurtig udredning, hvis det er faglig muligt. Vi har allerede udvidet kapaciteten og inddrager i stigende omfang privathospitalerne i arbejdet. Men der skal mere til. Derfor forventer vi, at de 300 millioner kroner, som blev afsat på Finansloven i 2016, kommer i spil hurtigst muligt, så vi kan styrke indsatsen for hurtig udredning og behandling, siger Bent Hansen.
 
Evaluering peger på behov for retvisende national monitorering
Regionerne har sammen med Sundheds- og Ældreministeriet evalueret udredningsretten på det somatiske område. Evalueringen bekræfter, at de nationale tal reelt ikke viser, om regionerne lever op til udredningsretten. Tallene viser f.eks. ikke, om patienterne selv har valgt at vente længere tid.
 
Derfor glæder man sig i regionerne over, at der er åbnet for en ny model.

- Udredningsretten omfatter primært mindre alvorlige lidelser og supplerer de tilbud om akut behandling og pakkeforløb, som vi tilbyder patienter med livstruende sygdomme. Derfor håber vi at finde en model, der tager højde for, at patienterne i vidt omfang selv vælger at vente på et lokalt tilbud, selv om det måske betyder, at de skal vente lidt længere, siger Bent Hansen.