Nye sygehuse for over 40 milliarder kroner

De første patienter flytter ind på det nye psykiatriske sygehus i Slagelse

Psykiatrisygehus Slagelse er det første store af de mange nye sygehusbyggerier, der står færdigt, og i løbet af de næste ti år åbnes dørene til sygehusbyggerier 14 andre steder i landet.

Region Sjælland har med det nye psykiatrisygehus lagt ud med et byggeri, der er banebrydende på flere måder: De 44.000 kvadratmeter giver god plads til patienterne, der bliver omgivet af farver, lys, musik og billeder på en måde, der gerne skal virke helende. Og håbet er også, at effekterne kan være med til at mindske brugen af tvang.

Byggeriet i Slagelse skal samle psykiatrien fra de forskellige adresser, som psykiatrien hidtil har haft i Region Sjælland. Byggeriet overholder budgettet på godt en milliard kroner.

Når de andre sygehusbyggerier i løbet af de næste ti år står færdige, vil der være investeret over 40 milliarder kroner i projekterne. Byggeriet på Bispebjerg i København runder byggeboomet af i år 2025. Alle projekterne bygges af midler fra regionerne med hjælp fra den statslige kvalitetsfond.

- De mange byggerier er et tigerspring og en fremtidssikring af sundhedsvæsenet, siger næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk.

- Det vigtigste på et sygehus er naturligvis helbredelse, lindring og pleje. Men vi skal ikke glemme, at nye behandlingsmetoder og ny teknologi kræver moderne rammer. Hvad enten det gælder lyse nye psykiatri-faciliteter eller operationsstuer med robotter, så er alt det nye med til at give mere kvalitet for patienterne, tilføjer han.

 

Læs mere:

Fakta om Psykiatrisygehus Slagelse - fra godtsygehusbyggeri.dk