Patienter udskrives hurtigere

Indlagte på landets sygehuse kommer hurtigt hjem igen. Det viser tal fra Landspatientregistret

Det går hurtigt på de danske sygehuse: I gennemsnit var en patient sidste år indlagt i 3,5 dage mod 4,1 døgn i 2009.

Gennem årene har der været et konstant svagt fald i indlæggelsestiden, og Danmark indtager rekord i Vesteuropa som det land, der har kortest indlæggelsestid. Andre nordiske lande følger efter, bortset fra Finland, der har længst indlæggelsestid.

- Udviklingen herhjemme er på mange måder tilfredsstillende, for årsagen til de kortere indlæggelser, er ofte, at behandlingsmetoderne er blevet bedre, siger formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman.

- Sygehuse i Danmark benytter sig i høj grad af den nyeste teknologi og medicin, og mange behandlinger er i dag mere skånsomme end tidligere. F.eks. er kikkertoperationer og ballonudvidelser mindre indgribende i dag end tidligere tiders operationer, der krævede længere tids indlæggelse, tilføjer Ulla Astman.

Indlæggelserne er desuden blevet kortere i en tid, hvor samspillet mellem sygehuse og kommuner har udviklet sig. Det sker blandt andet i kraft af udskrivningskoordinatorer, der sørger for, at hjemsendelser sker så gnidningsfrit som muligt, og ved hjælp af opfølgende hjemmebesøg. Desuden er der i dag færre færdigbehandlede patienter, der venter på plejehjemsplads end tidligere.

På regionalt plan er det patienterne i Region Sjælland, der ligger på sygehuset i kortest tid. Her er en patient i gennemsnit er indlagt i 3,2 dage.