Gå til indhold

Region vinder stor pris for telemedicinsk løsning

Region Nordjylland og de nordjyske kommuner har netop modtaget Teleprisen 2015 for projektet ”Telecare Nord”.

Prisen gives for veludført arbejde med at behandle patienter i eget hjem. Telecare Nord er et projekt, som har udbredt telemedicinske løsninger til lungepatienter i hele Nordjylland, så de kan indberette og overvåge egne patientdata hjemmefra. 

Projektet har fået prisen af to grunde - fordi det er ambitiøst i sit mål, og fordi det er lykkedes at forene en række parter om dette mål.

- Det er lykkedes os at skabe og fastholde et samarbejde, hvor vi samarbejder om og med patienten på tværs af organisatoriske skel. Det er sværere, end det lyder, og det viser, at vi i Nordjylland er gode til at stå sammen og skabe løsninger, som viser nye veje, når det gælder brugen af ny teknologi, siger Ulla Astman, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Telecare Nord har til formål at etablere en fælles telemedicinsk platform for behandling af KOL-patienter. Regionernes Sundheds-it (RSI) danner ramme om regionernes samarbejde om sundheds-it på tværs. RSI har til hovedopgave at udvikle og drive fællesregionalt Sundheds-it. RSI spiller også en central rolle i samarbejdet med staten, kommuner og øvrige interessenter på området.

Læs mere
Om Telecare Nord - fra Region Nordjyllands hjemmeside