Gå til indhold

Regionernes formand har mest magt i sundhedsvæsenet

For femte år i træk topper Bent Hansen, formand for Danske Regioner, listen over sundhedsvæsenets mest magtfulde personer

På Danmarks største enkeltstående velfærdsområde, sundhedsområdet, er Bent Hansen, formand for Danske Regioner, den mest magtfulde person, og regionsformanden har ligeledes den største gennemslagskraft og den største faglige dygtighed.

Det konkluderer Dagens Medicins Magtpanel, som for femte år i træk har placeret Bent Hansen som nummer 1 på den såkaldte ’Magtliste’ over de 100 mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen. På listen følges Bent Hansen af finansminister Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning-Schmidt. I alt har Bent Hansen indtaget 1. pladsen seks gange.

Magtpanelet består af 12 fremtrædende personer fra sundhedsvæsenet, som har vurderet i alt 304 indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. Personerne på listen er vurderet på seks områder, og Bent Hansen scorer højest på fem ud af seks områder. Områderne er: Formel position, egen indsats, faglig dygtighed, personligt netværk, gennemslagskraft i offentligheden og ud fra en samlet vurdering. Kun på formel position overgås Bent Hansen af andre personer på listen.

På listens top 10 optræder i øvrigt regionsformændene Sophie Hæstorp Andersen fra Region Hovedstaden samt bestyrelsesmedlem i Danske Regioner og Ulla Astman fra Region Nordjylland samt formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg. Begge er rykket en plads frem i forhold til sidste år og indtager nu en 4. og 6. plads.