Gå til indhold

Regionernes resultater: Mere behandling for samme penge

Sundhedsudgifterne har i en årrække ligget stabilt, samtidig med at aktiviteten i sundhedsvæsenet er steget. Og patienterne er tilfredse. Nu udgives "Regionernes resultater" med de vigtigste tal for sundhedsvæsenet

De danske sundhedsudgifter udgør årligt mere end 100 milliarder kroner og tegner sig dermed i grove træk for 1/10 af Danmarks offentlige forbrug. Sundhedsudgifterne har siden 2007 svinget med blot ganske få procent, men trods den fraværende udgiftsstigning er der skabt stadig bedre resultater på en række områder. Og fra 2012-2013 er produktiviteten i sundhedsvæsenet steget med 3,2 procent.

Eksempelvis er antallet af døde som følge af en kræftsygdom faldet med 13 procent i perioden 2001-2013 - fra 287 dødsfald per 100.000 indbyggere til 251 dødsfald. Og det alt imens stadig flere får konstateret en kræftsygdom. Også på et andet alvorligt sygdomsområde er der sket fremskridt. Antallet af hjerterelaterede dødsfald er faldet med 41 procent siden 2003.
Blandt en lang række udviklinger i sundhedsvæsenet ses det også, at udredningstiderne for både børn, unge og voksne med psykiske problemer er faldet markant. Det samme er ventetiden til planlagte operationer.

Resultaterne viser også, at patienterne sætter pris på det danske sundhedsvæsen. I en stor international undersøgelse med 29 lande vurderer seks ud af ti danskere, at de er enten fuldstændig eller meget tilfredse med den behandling, de modtog sidst, de var ved lægen. Det er den næsthøjeste vurdering i undersøgelsen. Patienterne er også tilfredse efter sygehusbesøg. Her indtager Danmark en tredjeplads lige efter USA og Schweiz.

Læs om mange flere resultater
Regionernes resultater (pdf) - regionale nøgletal om sundhed og regional udvikling