Gå til indhold

Udskydelse af beslutning om finansieringsmodel løser ikke udfordringer for lokalbaner

Regeringen lægger op til at droppe en 15 år gammel aftale om at lade et investeringstilskud til lokalbaner overgå til bloktilskud. Det kan muligvis mildne problemer i Region Sjælland midlertidigt, men skaber problemer for andre regioner

Efter offentliggørelsen af en længe ventet rapport om regionernes bloktilskud til regional udvikling har regeringen besluttet nærmere at undersøge en model, der - hvis den gennemføres - vil give regionerne forbedrede muligheder for at udnytte midlerne til kollektiv trafik effektivt.

Samtidig lægger regeringen op til at videreføre et investeringstilskud til lokalbanerne. Det blev ellers for 15 år siden aftalt at skulle overgå til amternes (og siden regionernes) bloktilskud fra og med 2016. Dette kan mildne problemer for Region Sjælland midlertidigt, men vil samtidig kunne få negative konsekvenser for den regionale kollektive trafik i andre regioner, der længe har budgetteret med den planlagte omfordeling.

I Danske Regioner tager næstformand Carl Holst beslutningen til efterretning, men havde gerne set, at man havde taget en beslutning om at ændre modellen allerede nu.

- Denne løsning er uigennemtænkt og tager ikke fat på problemets kerne. Udfordringen er nemlig at regionerne ikke modtager tilstrækkeligt med midler til at kunne finansiere nødvendige kommende sporfornyelser på lokalbanerne. Det har været kendt siden 1999, at denne udfordring ville opstå ca. fra og med 2015. Løsningen er derfor ikke at omfordele et utilstrækkeligt investeringstilskud mellem regionerne. I stedet bør regionerne modtage midler, der svarer til det nødvendige investeringsbehov for at kunne holde lokalbanerne kørende. Det vil Danske Regioner tage op i de forestående økonomiforhandlinger med staten, siger Carl Holst.