Jens Winther Jensen bliver direktør for regionernes kvalitetsprogram

Jens Winther Jensen skifter 1. februar 2017 stillingen som koncerndirektør i Region Syddanmark ud med posten som direktør for regionernes kliniske kvalitetsprogram (RKKP)

RKKP har til formål at sikre en fortsat bedre udnyttelse af de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser såvel klinisk, ledelsesmæssigt som forskningsmæssigt. Med det nye kvalitetsprogram har regeringen og Danske Regioner taget det første skridt hen imod en datadrevet og lærende tilgang til kvalitetsudvikling, og RKKP skal spille en væsentlig rolle i denne udvikling.

- I regionerne ønsker vi at sikre viden om kvaliteten på alle væsentlige områder. Det er vejen til at kunne forbedre kvaliteten på et veldokumenteret grundlag. Med valget af Jens Winther Jensen får vi en erfaren og visionær person med både erfaring fra strategisk ledelse, internationalt udsyn og et dybt kendskab til klinisk praksis, siger Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland og formand for bestyrelsen for RKKP. 

Jens Winther Jensen er 47 år og speciallæge i anæstesiologi. Han er uddannet fra Aarhus Universitet og har læst på Stanford University og Harvard University. Han er Senior Fellow hos Institute for Healthcare Improvement, Cambridge USA og har bestridt en lang række tunge ledelsesposter, herunder sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland (2010 – 2016), formand for Lægeforeningen (2005 – 2010) og leder af traumecenteret ved Århus Universitetshospital Århus Sygehus (2007 – 2010).

- Jeg kunne ikke lade være med at søge posten som direktør for RKKP. Med reorganiseringen af RKKP har regionerne taget et stort skridt, der signalerer vilje til at placere fagligheden og de kliniske databaser i hjertet af det nye kvalitetsprogram. Der er taget hul på udviklingen af databaserne til et moderne informationsnetværk til gavn for patienterne og klinikken. Jeg glæder mig meget til at være med til at fuldføre reorganiseringen af organisationen bag de kliniske databaser, siger Jens Winther Jensen.

RKKP's sekretariat er placeret i Aarhus. Direktøren vil skulle løse opgaver i hele landet, da der er tale om et landsdækkende program med i alt 64 ansatte, fordelt i både Region Syddanmark, Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Jens Winther Jensen afløser cheflæge Poul Bartels, der går på pension efter en årelang indsats for kvalitetsudviklingen af det danske sundhedsvæsen.

Fakta

Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) udgør infrastruktur for de ca. 70 støttede landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG) og varetager bl.a. support af databaser i relation til epidemiologi, biostatistik, datamanagement, it-drift og udvikling samt administrativ support.

Programmets primære formål er:

  • at sikre optimal udnyttelse af de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser via prioritering og drift af databaserne,
  • bedre udnyttelse af eksisterende data/reduktion af inddateringsopgaven
  • standardisering af input og output i forhold til databaserne
  • produktudvikling
  • egentlig metodeudvikling

Programmet er under reorganisering med henblik på bedst muligt at kunne understøtte sundhedsvæsenets nye kvalitetsprogram.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Jens Winther Jensen
Direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram
T: 2488 8428

Ole Thomsen
Koncerndirektør
Region Midtjylland  
T: 2146 9807

Læs mere

Om RRKP