Danmark på digital førsteplads

Blandt de 28 EU-lande ligger vi igen helt i top, når det gælder digitalisering. Topplaceringen glæder Danske Regioner

Europa-Kommissionen udgav forleden den årlige DESI-rapport, der sammenligner de 28 EU-landes digitale infrastruktur samt borgerne brug af internettet. 

Danmark indtager ligesom sidste år førstepladsen - i år efterfulgt af Holland, Sverige og Finland. 93 procent af danskerne bruger nettet dagligt, og også når det gælder ”digital public service” placerer vi os fornemt i toppen.

Hurtigt opdateret journal online
Placeringen glæder næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk, der peger på, at regionerne også har del i æren:

- Borgerne i Danmark har i dag hurtig adgang til opdaterede sundhedsjournaler på internetportalen sundhed.dk. Og pårørende kan som noget relativt nyt også få adgang. Det sker elektronisk, via en fuldmagt, så man kan hjælpe et ældre familiemedlem med at forstå journalen. Senere i år vil man også kunne hjælpe med at få et overblik over et familiemedlems aftaler på hospitalet, siger Jens Stenbæk.

Nærvær trods afstand
Patienter med KOL får i dag hjælp af telemedicin, hvor de får vejledning af sundhedspersonale, der trods  stor geografisk afstand kan rådgive via internet og telefon. Sådanne løsninger skal nu udbredes, så blandt andet KOL-patienter frem mod 2019 overalt i landet kan få digitalt understøttede sundhedsydelser.

- Det gælder om at bruge ny teknologi, så borgerne får gavn af den på mange fronter. Mere sundhed og en oplevelse af nærvær kan godt blive resultatet på trods af fysisk afstand, siger Jens Stenbæk.

Telemedicin er en fordel -især når der er langt til lægen - og derfor vil især folk i yderområder kunne få særlig gavn af den hjælp, de kan få via video, telefon og mail.

Læs mere: