Gå til indhold

Flere kræftpatienter behandles til tiden

Antallet af kræftpatienter, der behandles til tiden, steg i 2015. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som netop har offentliggjort tal for hvor mange, der kom ind i et såkaldt kræftpakkeforløb til tiden i sidste kvartal af 2015

Siden tallene begyndte at blive opgjort i 2013 har flere og flere kræftpatienter fået udredning og behandling som følge af de såkaldte forløbspakker på området. Det viser de seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I fjerde kvartal 2015 svarede andelen af patienter, der kom ind i et kræftpakkeforløb til tiden, nogenlunde til de tre første kvartaler af året. Før efterregulering lød de enkelte kvartalstal på henholdsvis 84, 83, 85 og 84 procent. I 2013 var de sammenlignelige tal 10 procentpoint lavere og i 2014 et par procentpoint lavere.

Patienterne får bedre chancer
- Udviklingen er glædelig, for jo hurtigere behandling, des bedre er overlevelseschancerne, siger formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman. Hun glæder sig samtidig over, at de regionale forskelle år for år er blevet mindre.

I sidste kvartal af 2015 steg antallet af patienter. Helt nøjagtigt 32.825 patienter begyndte i fjerde kvartal sidste år i et pakkeforløb, tilpasset netop den kræftform, de lider af, og det er en stigning på 10 procent sammenlignet med kvartalet før.

Aftalte forløb fra begyndelsen gavner
Et pakkeforløb er en plan med fast krav til tidspunkter og indhold for, hvornår en patient skal overgå fra én type udredning og behandling til en anden.

- Der er stadig udfordringer på visse områder, men vi arbejder løbende på at få flere igennem, selv om vi næppe når 100 procent, forudser Ulla Astman. Baggrunden er blandt andet, at logistikken kan blive besværliggjort for blandt andre patienter, der - samtidig med at de lider af kræft - også har andre sygdomme.

Læs mere:

Kræftområdet - Monitorering af pakkeforløb - fra esundhed.dk