Teknologi hjælper personale og patienter

Sporingsteknologi skal være til gavn for personalet, og teknologien skal kun indføres, hvis personalet kan se fordelene ved det, siger Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner

Bragt som et kortere debatindlæg af Jens Stenbæk i Politiken den 18. februar.

I et debatindlæg i Politiken den 16. februar under overskriften Chip på personalet, hvad bilder I jer ind? skriver formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, at regionernes sporingsprojekter er et udtryk for mistillid til sygehuspersonalet. Det synspunkt må bero på en misforståelse af både motiv og projekternes indhold, og udtrykker samtidig at tilliden ikke helt går den anden vej.

Det er vigtigt for os at udnytte de store sygehusbyggerier til at afprøve nye teknologier. I den forbindelse er der igangsat en række projekter, der primært har fokus på sporing af inventar, apparatur, udstyr m.v. Et par steder er forsøgsprojekterne blevet udvidet til også at omfatte lokalisering af personale efter klare aftaler og dialog med personalet. Der opsættes kun sensorer i arbejdsrelaterede rum, og oplysninger lagres ikke. Ingen kan altså se, hvor en ansat befandt sig 10 minutter før en lokalisering.

Vi ved, at sygehuspersonalet har travlt, og netop derfor er der ingen grund til, at personalet skal bruge unødig tid på at lede efter hverken udstyr eller hinanden. Vi er hele tiden nødt til at være positivt nysgerrige overfor de nye muligheder, der kan forbedre vores personales hverdag og patienternes behandlinger. Så hvis vi kan lette arbejdsgangene for personalet og samtidig skabe mere sammenhængende patientforløb, så skal vi da forsøge det. Projekterne skal derfor også betragtes som et medarbejderværktøj, der kan gøre arbejdsdagen lettere i kraft af, at man ikke stresser hinanden unødigt.

Endelig skal det understreges, at der i forbindelse med forsøgsprojekterne har været positive reaktioner fra personalet, og der er også eksempler på, at personalet har efterspurgt teknologien. Det er meget væsentligt, fordi hensigten med projekterne er, at personalet skal kunne se gevinsten ved at kunne frigive tid til deres kerneopgaver til gavn for patienterne. Både nu og i fremtiden vil lokaliseringsprojekterne dog kun iværksættes i tæt dialog med personalet og i gensidig tillid til hinandens motiver.

Så før man skyder regioner og sygehuse en række ubehagelige motiver i skoene, så kunne man jo begynde med at tage en dialog med dét personale, der i øjeblikket deltager i projekterne.