Gå til indhold

Vækstaftale med bedre internet og styrkede erhvervsskoler på landet glæder regionerne

Bedre internetdækning og kostafdelinger på erhvervsskoler, der kan oprette sattelit-afdelinger, gavner landdistrikterne

- Vi arbejder på at skabe vækst i hele Danmark, og derfor glæder det regionerne, at regeringen nu har fået flertal for en vækstaftale til 800 millioner kroner. Bedre bredbåndsdækning og bedre forhold for erhvervsskoler på landet kan give håb om udvikling og flere arbejdspladser i yderområderne, siger næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk.

Ifølge vækst-aftalen sættes der 80 millioner kroner af i 2016 og 40 millioner kroner næste år til en pulje, der kan søges penge fra til bedre internet i yderområderne.

- Alle danskere skal have ordentlig hurtig internet- og mobiladgang, og vi har flere gange opfordret skiftende regeringer til at rette op på den nuværende skævhed, lyder det fra Jens Stenbæk. Han hæfter sig ved, at bedre bredbånd i yderområder styrker både virksomheder, der opretter arbejdspladser, og kan gavne sundheden. Flere og flere patienter får nemlig tilbudt telemedicinsk hjælp i deres eget hjem - med online-forbindelse til sundhedspersonale.

Vækstaftalen indebærer også en styrkelse af samarbejdet med de regionale vækstfora, så udvalgte områder med erhvervsgrundlag og lokalt engagement kan få støtte. Desuden får erhvervsskoler mulighed for at oprette satellit-afdelinger i yderområder og kost-afdelinger til elever fra de større byer.

- Det her er helt i Danske Regioners ånd, for det har vist sig, at der er væsentlig større risiko for, at unge opgiver at tage en erhvervsuddannelse, hvis de har lang vej til deres skole. Og det går ud over vækstmulighederne på landet, hvis virksomheder forgæves efterspørger arbejdskraft, siger Jens Stenbæk.

- Helt grundlæggende mener vi i regionerne, at alle danskere skal have mulighed for de samme ydelser, uanset om de bor i centrum af København eller med udsigt til mark og skov. Vækstaftalen her er et skridt på vejen, lyder det fra Danske Regioners næstformand.