Gå til indhold

De regionale budgetter lever op til aftale med regeringen

Efterårets besparelser i flere regioner og en stram prioritering af udgifterne har betydet, at regionernes budgetter holder sig inden for Økonomiaftalen i 2016

De fem regioners budgetter for 2016 er netop blevet offentliggjort af Danmarks Statistik. Opgørelsen viser, at regionernes budgetter er i overensstemmelse med de indgåede økonomiaftaler med regeringen. Det viser, at regionerne tager ansvar for styringen af den offentlige økonomi - også når de økonomiske rammer er snævre.

I 2016 budgetterer regionerne med 107,4 milliarder kroner til drift på sundhedsområdet, 3,0 milliarder kroner til det regionale udviklingsområde og 2,3 milliarder kroner til anlæg på sundhedsområdet.

- Regionerne har gjort et godt stykke arbejde med at få enderne til at nå sammen i budgetterne. Det er ingen hemmelighed, at regionernes økonomi er presset. Selvom der er afsat et pænt beløb til sundhed i økonomiaftalen, har flere regioner stadig haft behov for at gennemføre besparelser. Fremadrettet vil der være et særligt pres på anlægsrammen. Det kan godt bekymre mig, da der fortsat er behov for investeringer i IT og apparatur for at leve op til målsætninger i kræftplaner og digitaliseringsstrategierne, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

Formanden peger på, at presset på anlægsrammen også er en udfordring i forhold til fysisk vedligeholdelse af de nuværende sygehuse, der udgør 80 procent af de bygninger, der rummer sygehuse, mens de nye sygehuse, der bygges for kvalitetsfondsmidler, udgør 20 procent.