Gå til indhold

Det skal være lettere at skride ind, når læger er til fare for patienter

Danske Regioner er positivt stemt overfor et udspil fra sundhedsministeren, der vil gøre det lettere at skride ind overfor læger, der kan være til fare for patienterne

Sundhedsminister Sophie Løhde vil give Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for i højere grad hurtigt at fratage læger deres autorisation eller ret til at udskrive særlige typer medicin.

På den måde kan der udstedes midlertidige straks-forbud mod lægers virke, mens en sag undersøges. Hvis myndighederne vurderer at en læge er til fare for patienterne - og ikke som nu i ”overhængende fare” - skal det kunne få konsekvenser.

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen hilser et skærpet tilsyn velkommen:

- Vi har brug for fokus på patientsikkerheden, og derfor lyder tiltagene fornuftige, selv om jeg ikke har set forslaget om de nye regler til bunds, siger han.

- Vi skal kunne stole på, at sundhedspersonalet er kompetent og ikke er til fare for patientsikkerheden. Nye regler kan fange en meget lille gruppe af personalet, og det er vigtigt. Men heldigvis er det helt store flertal dygtige og velkvalificerede medarbejdere, der netop fokuserer på patientsikkerheden, pointerer Bent Hansen.

Sundheds- og Ældreministeriet regner med, at tilsynsændringerne bliver fremsat i Folketinget til foråret.