Hospitalerne har sparet 86 millioner kroner på energiforbrug

Siden 2009 har regionerne reduceret forbruget af vand, varme og el. I alt er energiregningen på fem år reduceret med 86 millioner kroner, viser en ny opgørelse fra NIRAS over regionernes energiforbrug

Fra 2009 til 2014 har regionerne reduceret vandforbruget med 17 procent, forbruget af varme med 11 procent, og elforbruget har været nærmest konstant. Reduktionen er sket på trods af, at antallet af undersøgelser og behandlinger på sygehusene i samme periode er steget 23 procent. Det viser en opdateret statistik over regionernes energiforbrug for 2014, som er udarbejdet i et samarbejde med NIRAS.

Det lavere forbrug ses tydeligt på regionernes årlige energiregning. Fra 2009 til 2014 skønnes, at hospitalerne i alt har sparet 86 millioner kroner på energiforbruget - heraf er langt størstedelen sparet på varme (59 millioner kroner), på vand (27 millioner kroner), mens der har været et lille merforbrug på elforbruget (knap 1/2 millioner kroner).

Regionerne har blandt andet opsat solceller, lavet genanvendelse af spildevand og isoleret ældre bygninger for at få en mindre varmeregning.

Fremtidens sygehuse tænker på energiforbruget
Det er et stort fokus for de nye sygehusbyggerier at bygge til fremtiden via fleksibelt og bæredygtigt byggeri. Derfor kommer mange af sygehusene også til at leve op til 2020-energistandarder på trods af kravet om blot at skulle efterleve energistandarderne for 2015.

DNV-Gødstrup har eksempelvis allerede opført en vindmølle, der er med til at dække energibehovet under selve opførelsen af sygehuset, og Hvidovre Hospital har i år indviet et solcelleanlæg, der har en tilbagebetalingstid på maks. 10 år. Disse tiltag er med til at reducere sygehusenes Co-2 udledning og omkostningerne til elektricitet.

Derudover får flere af sygehusene dækket deres energibehov gennem ikke-fossile energikilder. Sygehus Lillebælt får eksempelvis grønt strøm fra vandkraft i udlandet.

Flere og flere af sygehusbyggerierne vælger at blive bygget efter den ambitiøse certificeringsordning for bæredygtigt byggeri - DGNB. Senest har Nyt Aalborg Universitetshospital også valgt at blive DGNB-certificeret.

DGNG-certificeringen vurderer alle bæredygtighedsparametre så som økonomi, det sociale og klimaet i selve projekteringsfasen for byggeriet. Dette er eksempelvis med til at sikre, at byggerierne bliver energieffektive, og hermed reducere den miljømæssige påvirkning samt effektivisere driften.

Yderligere kontaktoplysninger (vedr. konkrete erfaringer):

Niels Markvard Andersen; niels.andersen@rsyd.dk, tlf. 2347 2833, OUH
Claus Nordentoft; claus.nordentoft@rsyd.dk, tlf. 7940 5155, Sygehus Lillebælt
Niels Sloth; ncs@rn.dk, tlf. 4094 7996, Region Nordjylland