Speciallæger skal sikre bedre patientforløb

Patienters behandlingsforløb skal hænge bedre sammen, og derfor er speciallæger nødt til at kunne arbejde mere bredt. Sådan lyder udspillet fra Bent Hansen, formand for Danske Regioner, forud for et udvalgsarbejde om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

Hvert år behandles titusinder af patienter på tværs af sygehuse, kommunale sundhedstilbud og praktiserende læger. Men når en patient skifter fra en sundhedsaktør til en anden, kan der mangle samspil, og ansvaret for patienten kan fortabe sig.

Derfor besluttede Danske Regioner, regeringen og KL i efteråret at lave en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Udvalgsarbejdet skal netop til at gå i gang, og nu bebuder Bent Hansen, formand for Danske Regioner, at landets speciallæger bør favne bredere.

- Vi har rigtigt mange dygtige, højt specialiserede speciallæger, men vi har også samtidig mange patienter med komplekse sygdomsforløb, som går på tværs af de forskellige sundhedssektorer. Derfor bør vi undersøge, om speciallægerne har kompetencerne til at håndtere patientens brede sygdomsbillede med langvarige forløb og skift mellem sygehus, praktiserende læge og kommunale sundhedstilbud, siger Bent Hansen.

Flere ældre og kronisk syge
Det drejer sig særligt om speciallægerne inden for intern medicin og på akutområdet. To områder, som involverer mange ældre patienter. Danske Regioner opfordrer derfor Sundhedsstyrelsen til at evaluere speciallægeuddannelsen på det interne medicinske område.

- Vi er nødt til at finde ud af, om speciallægeuddannelsen opfylder behovene i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Der kan være behov for at justere på kompetencerne, når udfordringer ændrer sig, og der bliver et endnu større behov for en målrettet indsats mod vores ældre og mod borgere med kroniske sygdomme, siger Bent Hansen

I disse år og fremover kommer der flere ældre og flere borgere med kroniske sygdomme, og da disse patienter ofte behandles både hos egen læge, på sygehuse og i kommunale sundhedstilbud, er der behov for at tænke nyt.

Specialisering skal bredes ud
- Den høje specialisering, vi har inden for de lægelige specialer, kan vi være stolte af, for der bliver ydet god og effektiv behandling af patienter med én sygdom. Men det er også der, skoen trykker. For mange af patienterne har jo flere sygdomme og derfor flere behandlingsforløb. Alle disse patienter har krav på at blive taget godt hånd om, når de sendes rundt i systemerne, og derfor er vi nødt til at kigge speciallægeuddannelsen efter i sømmene, siger Bent Hansen.

Foruden en evaluering af speciallægeuddannelsens indhold ønsker Danske Regioner også at undersøge, om de enkelte lægelige specialer har det rette antal læger til at sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Se oplæggene fra den årlige konference "Fremtidens Transport" (22.01.16)