Rekordmange kræftpatienter behandles til tiden

Antallet og andelen af kræftpatienter, der behandles til tiden, steg i 2015, viser den årlige kræftpakkemonitorering fra Sundhedsdatastyrelsen. Otte ud af ti kommer igennem indfor den fastlagte tid, viser en ny opgørelse

Flere og flere kræftpatienter udredes og behandles i såkaldte kræftpakkeforløb, og seneste opgørelse viser, at mens det i 2013 var 72 procent af patienterne, der kom gennem forløbspakkerne indenfor den fastsatte tid, så var det i 2014 77 procent og i 2015 79 procent, der kom i et kræftpakkeforløb til tiden.De nye efterkorrigerede tal stammer fra Sundhedsdatastyrelsen og bliver offentliggjort fredag den13. maj 2016.

Samtidig med at flere patienter sendes gennem forløbsprogrammer, har regionerne altså formået at sende flere igennem til tiden. Forløbsprogrammerne indgår som et af de nye nationale kvalitetsmål - også derfor glæder Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, sig over resultaterne:

 

- Jo flere patienter, der får rettidig behandling, des bedre er overlevelseschancerne, siger Ulla Astman.

Ulla Astman lægger også vægt på, at de regionale forskelle fra 2014 til 2015 er blevet mindre.

Efterlevelse af forløbstiderne vil ikke nå 100 procent, fordi tidsgrænserne ikke tager hensyn til, at behandling af og til må udskydes. Det skyldes, at mange kræftpatienter lider af flere sygdomme og kan risikere at forskellige typer af behandling kolliderer med hinanden. Samtidig er der patienter, der selv vælger at aflyse behandling.