Gå til indhold

Gode resultater i voksenpsykiatrien men behov for skærpede mål

Regionerne driver landets voksenpsykiatri godt: Langt flere behandles, og ventetiderne forkortes. Men der skal sættes fokus på behandlingsmål og omkostningseffektivitet, konkluderer Rigsrevisionen i ny undersøgelse. Vi skærper løbende vores fokus på, hvordan vi får mest muligt for pengene, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg

Der er både ris og ros til regionerne i Rigsrevisionens undersøgelse af voksenpsykiatrien d. 30. marts 2016. Undersøgelsen har gransket, hvordan regionerne styrer det hospitalspsykiatriske system for voksne ambulante patienter. Rigsrevisionen konkluderer blandt andet, at regionerne de seneste år har flyttet voksenpsykiatrien i en god retning, hvor flere behandles, og hvor ventetiderne forkortes.

- Regionerne arbejder målrettet på at indrette og styre systemet bedst muligt for patienterne. Det har givet gode resultater, som vi kan være tilfredse med. Men Rigsrevisionens undersøgelse viser, at vi har brug for at rykke sammen om at få endnu skarpere fokus på behandlingsmål og omkostningseffektivitet. Det kræver mere viden og samarbejde – ikke mindst med vores læger, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Værdi for patienten
I 2015 ventede voksne gennemsnitligt 25 dage på at komme i ambulant psykiatrisk behandling mod gennemsnitligt 43 dage i 2012. Rigsrevisionen konkluderer videre, at ingen af de fem regioner opererer med konkrete mål for effekten af behandling i hospitalspsykiatrien.

- Regionerne er i gang med at sætte nye mål for psykiatrien. Det handler om en ny værdibaseret styring af vores behandling. Det er en kæmpe reform, hvor vi sætter mål efter, hvad der giver mest mening for patienterne. Det kræver viden og data og er helt sikkert fremtidens perspektiv. Snart lancerer vi et arbejde om depression og angst, hvor vi kortlægger effekten for patienterne - og indretter styringen skarpt efter det, siger Charlotte Fischer.

Behov for samarbejde med læger
Overordnet påpeger Rigsrevisionen, at flere regioner har begrænsede muligheder for at tilbyde alle patienter rettidig behandling på det voksenpsykiatriske område.

- Det handler især om, at vi nogle steder har svært ved at skaffe nok psykiatere, som Rigsrevisionen også er opmærksom på. Det vil vi selvfølgelig meget gerne lave om på, men vi har brug for flere og bedre aftaler med de praktiserende læger og speciallæger på området, siger Charlotte Fischer og tilføjer:

- Vi har moderniseret speciallæge-området, og vi håber, at det bliver muligt at samarbejde endnu mere med de praktiserende læger og speciallæger om at udrede og hjælpe potentielle psykiatriske patienter.

LÆS MERE:

Rigorevisionens undersøgelse (pdf)