Patienter og pårørende i psykiatrien er tilfredse og føler sig godt behandlet

Landets psykiatriske behandling vurderes i en ny undersøgelse positivt af både patienter, pårørende, voksne og børn. 95 procent af de ambulante patienter i B&U-psykiatrien har et ”virkelig godt” eller ”godt” indtryk af psykiatrien. -Vi er på rette vej, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg

Den samlede tilfredshed med de psykiatriske tilbud i Danmark er høj, viser flere resultater. 95 procent af børn og unge i ambulant psykiatrisk behandling vurderer deres samlede indtryk af kontakten med psykiatrien som ”virkelig godt” eller ”godt”, og blandt forældrene til både indlagte og ambulante børn og unge er andelen over 90 procent. Det fremgår af Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplever i Psykiatrien 2015, som udgives i dag.

Samtidig tilkendegiver 90 procent af de voksenpsykiatriske patienter, at de modtager den rette behandling, og over 80 procent af de voksne fortæller, at de har fået det bedre af behandlingen i enten ambulatoriet eller under indlæggelse.

- Trods pres på psykiatrien viser disse resultater, at vores psykiatriske behandling langt hen ad vejen er rigtig god og hjælper patienterne. Jeg bider især mærke i, at indlagte børn og unge og deres forældre er glade for både behandlingen og relationen til personalet på afdelingerne, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Respektfuldt personale
Over 90 procent af børn og unge i ambulant behandling samt deres forældre oplever, at personalet behandler dem med respekt. Blandt de indlagte børn og unge er tilfredsheden mindre - 78 procent – og indlagte børn, unge og voksne er også mindre tilfredse med inddragelsen i egen behandling, end tilfældet er med dem i ambulant behandling. Blandt de ambulante patienter mener omkring 90 procent, at de inddrages i passende grad.

- Selvfølgelig skal alle patienter have et medejerskab over behandlingen og vide, hvordan de behandles. Det hører dog med, at indlagte patienter ofte er meget syge, og nogle berøres af tvang. Andre erkender ganske enkelt ikke, at de er syge, og det ser vi desværre ikke sjældent hos unge med spiseforstyrrelser, siger Charlotte Fischer.

Bedre sammenhæng i behandling
Undersøgelsen viser også, at der er udfordringer at tage fat på. Eksempelvis er der for mange patienter, der ikke oplever at få klar information om deres medicinering eller kender deres behandlingsplan. Samarbejdet på tværs mellem den regionale psykiatri og andre myndigheder opleves heller ikke lige godt. Faktisk faldt andelen af indlagte voksne patienter, der var tilfredse med samarbejdet på tværs, fra 2014 til 2015.

- Vi har en fælles opgave i at forbedre det, der skaber værdi for patienterne ud over den kliniske kerneydelse. Det handler om sammenhæng, information og inddragelse. Ikke mindst opgaven med at skabe sammenhæng vil være indlysende at få behandlet i det udvalgsarbejde om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som regionerne, regeringen og KL netop har igangsat, siger Charlotte Fischer og tilføjer:

- Samtidig er der brug for konkrete initiativer. Derfor er jeg glad for, at Danske Regioner, KL og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelse er gået sammen om at udvikle en model for behandling og rehabilitering af unge med spiseforstyrrelse på tværs af sundhedsvæsenet.

Flere end 11.000 patienter og 3000 pårørende har deltaget i undersøgelsen.

Læs mere:

Landsdækkende undersøgelser af patient- og pårørendeoplevelser (LUP-psykiatri) 2015 - fra cfk.rm.dk (DEFACTUM)