Lønstrukturkomitéen har leveret inputs til de offentlige parter. De skal bruges, når der fremover forhandles overenskomstfornyelser, hvilket næste gang sker i forbindelse med OK24.
Overenskomstforløb sker helt efter bogen
"PLO-lægerne ville have godbidder fra ny overenskomst med i et midlertidigt protokollat, men sådan spiller klaveret ikke i situationer som nu, hvor forhandlinger mellem regioner og læger er brudt sammen", lyder det fra formanden for Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn, Anders Kühnau.
Danske Regioner undrer sig over en melding fra praksislægerne i PLO. Efter at overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og PLO er strandet, har PLO advaret sundhedsministeren mod at få vedtaget et protokollat, så den nuværende aftale forlænges midlertidigt. Men det er en helt forventelig og rimelig handling fra ministerens side, mener Danske Regioners forhandler, Anders Kühnau, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn:
- PLO afviste nemlig vores opfordring til en frivillig forlængelse af de nuværende vilkår. Praksislægerne stillede som betingelse, at de kunne udvælge visse af goderne fra vores udspil til en overenskomst, og få disse goder inddraget under et midlertidigt økonomiloft. Men sådan gør man ikke.
- Man kan ikke bare vælge visse godbidder på forhånd fra et samlet overenskomstudspil, siger Anders Kühnau. Han opfatter dog samtidig lægernes melding som et udtryk for, at der er flere elementer i det ellers strandede udspil, som lægerne er enige med regionerne om.
- Men en overenskomst udgør en helhed, som parterne enes om. Den er ikke en buffet eller et tag-selv-bord hverken som midlertidig eller varig løsning. Der skal være enighed om et samlet udspil hele bordet rundt, tilføjer Anders Kühnau.
En teknisk forlængelse af økonomiloftet, sådan som sundhedsministeren lægger op til, er derfor dén løsning, der lige nu er helt naturlig i en ellers unaturlig situation, lyder det fra udvalgsformanden i Danske Regioner.