Gå til indhold

Bedre patienthjælp med en endnu bedre almen praksis

Når flere patienter skal hjælpes i eller tæt på eget hjem, spiller de praktiserende læger en stadig større rolle. Derfor er det rigtig positivt, at regeringen nu fremlægger en plan for almen praksis, siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose. Regionerne har taget hul på opgaven.

Forude venter en stor opgave for sundhedsvæsenet, når vi bliver ældre, og flere lever med kroniske sygdomme som kræft, hjertelidelser og KOL. Den opgave skal hospitaler, almen praksis og kommunale sundhedstilbud løse i fællesskab, og der er behov for at styrke alle tre aktører.

Derfor glæder Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, sig over, at regeringen i dag præsenterer udspillet "En læge tæt på dig – En plan for fremtidens almen praksis’"

- De praktiserende læger spiller en nøglerolle i sundhedsvæsenet, især når det handler om at gribe patienterne tidligt og tage sig af dem over længere forløb. Regeringens udspil lægger op til en endnu stærkere almen praksis, og det bakker vi 100 procent op om i regionerne, siger hun.

Et mere nært sundhedsvæsen

I efteråret indgik regionerne en ny overenskomst med de praktiserende læger, hvor et hovedelement er, at de praktiserende læger i langt højere grad skal tilse og kontrollere KOL- og diabetespatienter. En opgave til mere end 150 mio. kroner, som styrker det nære sundhedsvæsen.

- Landets praktiserende læger har en stor opgave foran sig, så hospitalerne skal spille tæt med og levere specialistrådgivning til almen praksis. I regionerne er det en hovedprioritet med en stærkere almen praksis, og regeringen vil heldigvis også spille med. Det er vigtigt, når der bliver behov for flere læger, mere praksispersonale og større lægehuse, siger Stephanie Lose.

Læs mere:

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere