Kronik af Stephanie Lose, formand for Region Syddanmark, Ulla Astman, formand for Region Nordjylland, Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region Hovedstaden, Anders Kühnau, formand for Region Midtjylland og Heino Knudsen, formand for Region Sjælland, bragt i Dagbladet Børsen den. 2. maj 2018.
Skal virksomheder i hele Danmark kunne tage kampen op mod internationale konkurrenter, kræver det både en konstant digital omstilling, hvor nye teknologiske muligheder bliver omsat til god forretning, og adgang til kvalificeret arbejdskraft med de helt rette kompetencer.
Derfor var det med stor bekymring, at vi sidste fredag læste det såkaldte Forenklingsudvalgs forslag til, hvordan den danske erhvervsfremmeindsats fremadrettet skal skrues sammen.
Udvalget anbefaler nemlig en historisk centralisering, hvor én national bestyrelse skal sidde centralt og beslutte hvilke konkrete aktiviteter, der er til størst gavn for virksomhederne i de forskellige dele af kongeriget.
Også i Norden er forslaget ret enestående. I en tid, hvor både Norge, Finland og Sverige regionaliserer indsatsen for at skabe vækst og udvikling, vil Danmark med udvalgets forslag stå fuldstændig alene med troen på, at centralisering er vejen frem.
En uge før, at Forenklingsudvalget foreslog centralisering, annoncerede den svenske regering faktisk, at den vil lægge vækst- og udviklingsindsatsen i regionerne. Begrundelsen var enkel. Vækst skabes bedst ved at fokusere på virksomhedernes regionale styrkepositioner og vækstvilkår – og det mener svenskerne ikke, at man kan diktere fra centralt hold.
Og så har vi end ikke nævnt, at EU-landenes regeringschefer i Det Europæiske Råd netop har vedtaget, at regioner fremover bør spille en vigtig rolle i indsatsen for at skabe vækst og udvikling i de europæiske lande. Et vigtigt redskab hertil er EU's strukturfondsmidler. Dem vil Forenklingsudvalget naturligvis også centralisere.
Regionale partnerskaber viser vejen
Lad det være sagt med det samme: Der er ingen tvivl om, at erhvervsfremmeindsatsen i Danmark trænger til forenkling, hvis virksomhederne let og enkelt skal have gavn af indsatsen. Men beslutninger om, hvad virksomhederne i det forskellige dele af Danmark har mest brug for, træffer man altså bedst dér, hvor man ved, hvad virksomhederne har brug for.
Det blev demonstreret for ganske nylig, hvor et stærkt regionalt partnerskab viste vejen for, hvordan erhvervsfremme kan og bør se ud. I samlet flok tog Region Syddanmark, Danfoss, Linak, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet for en måned siden første spadestik til Center for Industriel Elektronik på Als. Et center, som skal levere skræddersyede forskningsfaciliteter og ingeniøruddannede med de helt rette kompetencer til landsdelens energiteknologiske virksomheder.
Center for Industriel Elektronik er samtidig et fint eksempel på, at erhvervsfremme langt fra kun er den 1-til-1 rådgivning af virksomheder, som Forenklingsudvalget ellers foreslår, at fremtidens indsats skal fokusere på. Virksomhedsrådgivning nytter ikke, hvis ikke det bliver bakket op af en stærk indsats for at sikre afgørende vækstvilkår som f.eks. adgang til kvalificeret arbejdskraft og samarbejde med de omkringliggende videns- og uddannelsesinstitutioner. Og det kræver et stærkt regionalt engagement og partnerskab mellem virksomheder, videns- og innovationsmiljøer, uddannelsesinstitutioner samt offentlige myndigheder.
Lad os give et andet eksempel. Region Sjælland, Novo Nordisk, Kalundborg Kommune og regionens uddannelsesinstitutioner har netop sammen etableret Knowledge Hub Zealand. Og hvad er det så for en størrelse? Jo, det er såmænd et bioteknologisk forsknings- og innovationsmiljø i international kaliber, samtidig rummer en ny diplomingeniøruddannelse, der skal forsyne regionens bioteknologiske virksomheder med kompetente medarbejdere.
National strategi kan ikke stå alene
Nu er det ikke for at sige, at Forenklingsudvalgets forslag er helt uden gode elementer. I regionerne bakker vi op om en stærk national erhvervsfremmestrategi med klare målsætninger. Kun sådan sikrer vi, at alle arbejder i samme retning mod at løse virksomhedernes største udfordringer.
Men den kan ikke stå alene. Historiens mødding er fuld af nationale strategier uden afsæt i virkeligheden. Det nytter ganske enkelt ikke noget, at dirigenten står i ét sted, hvis orkesteret befinder sig et andet. En national strategi kan i sin natur ikke afspejle det regionale erhvervslivs styrker og udfordringer, have tilstrækkeligt blik for yderområderne eller samle virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder i stærke regionale partnerskaber.
Det kræver et regionalt blik og regionalt samarbejde, der smidigt og fleksibelt kan tage afsæt i virksomhedernes konkrete behov og vilkår. Ikke en centralistisk one-size-fits-all-model.